Galetter er virkelig nemme at lave, og så er de fantastisk lækre. Og man kan variere med, hvad man lige har i køleskabet. Man kan lave sin dej selv, men jeg bruger næsten altid en færdiglavet dej, da det er nemmere, og de er faktisk ret gode. Til denne galette brugte jeg en almindelig tærtedej, men den grove er også lækker, hvis man foretrækker det. Jeg havde nogle porrer, der skulle bruges og kombinerede disse med tomater. Efter min mening, et 'match in heaven'. Jeg ristede lidt mandler, som jeg hakkede og dryssede på, så jeg fik lækkert knas.. De bagte tomater er ikke et must, men det er ret lækkert som supplement til de tomater, der er i galetten og de små cherrytomater på toppen. Du kan vælge flere farver tomater på toppen, men du kan også vælge udelukkende røde tomater
Jeg serverer denne galette med en grøn salat med agurk og oliven. Et virkeligt lækkert måltid, og bliver der en rest galette, kan den sagtens gemmes til frokost dagen efter og nydes kold eller lunet
Skal du have frokost gæster eller forkæle dig selv og familien i weekenden, er en galetten et super godt bud på succes. Du kan finde mange andre galetter, både med tærtedej og butterdej, her
Ingredienser
- 1 solo hvidløg eller 4 almindelige fed hvidløg
- ½ chili *) kan udelades, vælg efter dine smagsløg – galetten skal ikke være spicy
- 3 stk porrer
- 2 store tomater
- 1 håndfuld persille, kan erstattes af basilikum
- 1 spsk tørret oregano
- salt og friskkværnet peber
- 1 spsk olivenolie til stegning
- 1 rulle færdiglavet tærtedej, brug evt den grove
- 1 glas basilikumpesto eller anden grøn pesto
- 1 æg
Til servering
- 1 håndfuld ristede mandler
- 1 spsk frisk, groft hakket persille, kan erstattes af basilikum
- 1 stilk cherytomater og/eller 10-12 cherrytomater i forskellige farver
*) chili kan udelades, vælg efter dine smagsløg – galetten skal ikke være spicy. Du kan også erstatte chilien med 1/4 tsk chiliflager, 1/4 tsk cayennepeber eller ½ tsk stærk paprika
Sådan gør du
- Pil og hak hvidløg med en kniv og hak chilien
- Rens porrer og skær dem i tynde skiver
- Skyl tomater og skær dem i tern
- Hak persille groft
- Varm en pande op med lidt olie og steg hvidløg og chili et par minutter
- Tilsæt porre og steg et par minutter, til porrerne begynder at 'falde lidt sammen'
- Tilsæt tomater, persille og oregano og steg yderligere et par minutter. Smag til med salt og friskkværnet peber. Bruger du cayennepeber eller paprika, tilsættes det også her
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
- Rul den færdige tærtedej ud og lad den ligge på bagepapiret. Placer den på en bageplade (lav plads til stilken med tomater) og smør den med basilikumpesto. Lad 3-4 cm kant være fri hele vejen rundt
- Læg porrer-tomatfyldet på dejen stadig med fri kant rundt
- Pisk ægget let sammen med en gaffel og pensl den frie dejkant. Fold den derefter ind over fyldet og pensl den med æg - drys evt kanten med flagesalt
- Læg stilken med tomater i den ene ende af bagepladen og pensl dem med lidt olivenolie
- Bag nu galette og tomater ca 25 minutter, til galetten har taget farve, er sprød og slipper bagepapiret - tomatstilken skal ud efter ca 15 (den må ikke sprænge for meget)
- Imens galetten bager, rister du mandler på en tør pande
- Halver cherrytomaterne og hak lidt persille
Inden servering drysses galetten med mandler og persille samt stilken med de bagte tomater

