Fisk og skaldyr
Jeg er ikke til store bøffer og alt for meget kød, og da det altid er mig, der laver mad hos os, får vi meget fisk og kylling med masser af grøntsager. Det er lækkert at gå til fiskehandleren og udvælge sig lige præcis den fisk eller de skaldyr, der kan bruges til den ret, jeg lige har tænkt at servere. Alternativt, i en snæver vending, at handle i afdelingen for friske fisk i det lokale supermarked. Måske fordi jeg er opvokset ved havet, elsker jeg alle slags fisk og skaldyr, og jeg har sneget mange af disse ind i madlavningen. Heldigvis er resten af familien også blevet vilde med laks, rejer, krabber, kammuslinger, caviar og torsk, måske fordi jeg laver mange lækre asiatiske retter med fisk og skaldyr. Laks i gul karry, Rejer i karry-østerssauce eller en fisk sammen med nogle af alle thaikrydderierne: chili, hvidløg, basilikum, koriander, citrongræs og limeblade sammen med soyasauce, fiske- og østerssauce og kokosmælk og grøntsager - så har man fantastiske thairetter. Faktisk kan de fleste thairetter med kylling erstattes af fisk.
Også i det indiske køkken er der mulighed for at kreere fiskeretter som for eksempel Torsk med mangopachadi ligesom det japanske køkken har mange, fantastisk lækre fiskeretter med masser af grøntsager