Laks er lækkert på grillen. Her har jeg marineret laksen i en ingefærmarinade og sat laksestykker på spyd sammen med små zucchini fra haven. Jeg serverede spyddene på en sprød salat med frugt, grønt, bær og knas. Det vakte lykke i sommervarmen - og så tog det ikke lang tid at lave, hvilket er rart, når det er varmt. Og man kan sidde og nyde et glas vin, mens spyddene griller
Ingredienser
Til 4 personer - 8 grillspyd
- ca 500 g laksesteak
- 2 små zucchini
Marinade
- 2 spsk soyasauce
- saft af 1 lime
- 1-1½ spsk revet ingefær
- 1 tsk kokossukker, andet sukker kan bruges
Salat
- 4 store håndfuld rød spidskål
- 4-5 gulerødder, afhængigt af størrelsen
- 1 mango
- 4 forårsløg
- 1 lille håndfuld ristede cashew
- 1 lille håndfuld ristede mandler, uden skal
Dressing
- 1 spsk olivenolie
- 2 spsk granatæble eddike, fx Løgismose. Anden salateddike kan sagtens bruges
- 3 spsk friskpresset limesaft
- 1 spsk flydende honning
Til servering
- 1 håndfuld granatæblekerner
- 1 håndfuld blandede solbær og ribs eller blot en af delene
- lidt grøn salat i store stykker
- lidt hakket persille
Sådan gør du
- Bruger du træ grillspyd skal disse lægges i koldt vand
- Rør marinaden
- Skær laksen ud i firkanter på ca 3 x 3 cm og læg dem i marinaden
- Skyl og skær zucchinierne i stykker på ca 2½ cm
- Mens laks ligger i marinaden, laver du salaten
- Rist cashewnødder og mandler uden skal på en tør pande og sæt til side
- Skræl eller skyl gulerødderne (afhænger af om det er nye eller gamle gulerødder) og riv dem groft
- Snit spidskålen fint
- Skræl og skær mangoen i tynde strimler/stykker
- Skyl forårsløgene og skær dem i skrå skiver på ca 2 ½ cm
- Vend ingredienserne til salaten sammen i en skål
- Bland ingredienserne til salatdressingen
- Sæt laksestykker og zucchinistykker på spyd og grill disse - er grillen ikke klar, kan spyddene opbevares i køleskabet til de skal grilles
- Bland stykker af grøn salat i salatskålen
- Anret salaten på tallerkener eller små fade, hæld dressing over og drys med granatæblekerner, bær og lidt hakket persille
Inden servering lægges to laksespyd på hver tallerken