Snackpeber er en virkelig lækker grøntsag. Skal de fyldes, som her, er det en god idé at vælge de peber, der er nogenlunde lige og ikke for krummelureagtige. De er nemmest at skære igennem, men oftest 'flader de ud', når de bages. Det er hurtigt at lave disse snackpeber med hjemmelavet tunsalat, da man rører salaten, mens peberne er i ovnen. Og de er super lækre som forret, som en frokostret med lidt salat til eller som del af en tapasmenu
Ingredienser
Til 3 snackpeber = 6 halve
- 1½ dl græsk yoghurt 2% (10 % kan bruges, hvis man ønsker en mere fed tunsalat)
- 1 ds tun i vand
- 1 spsk friskpresset citronsaft
- ½ tsk tørret oregano
- 1 håndfuld urter (fx basilikum, purløg, dild, timian og/eller citronmelisse)
- 6 stk cornichoner
- 30 g serranoskinke, alternativt parmaskinke
- lidt olivenolie til pensling af snackpeber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
- Skyl snackpeberne, skær toppen af, skær dem igennem på langs og fjern kernerne
- Læg peberne på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl dem med lidt olie
- Læg skiverne af serranoskinke på bagepladen ved siden af peberne
- Bag peber og skinke i ca 8 minutter til peberne bliver lidt bløde og tager farve i kanterne og skinken er sprød
- Køl snackpeber og skinke af og forbered imens ingredienserne til tunsalaten
- Hæld og pres vandet fra tunen
- Hak urterne og skær cornichoner i tynde skiver
- Rør yoghurt, friskpresset citronsaft, cornichoner og urter sammen i en skål. Gem lidt af urterne til topping
- Rør tunen i og sørg for, at den bliver findelt (det er nemmest med en gaffel)
- Når snackpeberne er blevet kolde, fyldes de med tunsalaten
- Top med små stykker af sprød serranoskinke som du knækker af samt med lidt urter