Laks med rosenkål og bacon

Jeg har altid holdt meget af de små rosenkål. Da jeg var barn, spiste jeg dem altid rå ved at pille bladene af og spise dem ét ad gangen. Men jeg hold bestem ikke af hverken kogte eller stuvede rosenkål. Derfor har jeg aldrig rigtig lavet retter med rosenkål, hvilket egentlig er en skam. Så jeg har her nytænkt de små kål ved at stege dem sammen med bacon og æbler i en asiatisk inspireret sauce og servere dem til en laksesteak. De kan også serveres til kylling eller fx frikadeller. Tilberedt på denne måde, er rosenkål virkelig lækre 


Ingredienser

til 2 personer

Laksen

  • 2 stk laksesteaks
  • 3 fed hvidløg
  • 50 g ingefær
  • 1 grøn chili
  • saft af ½ citron

Tilbehør

  • 175 g rosenkål
  • 2 æbler
  • 1 pk bacon, 150 g
  • 1 rødløg
  • 2 spsk soyasauce
  • 2 spsk østerssauce
  • 1 tsk Sambal-Oelek
  • olie til stegning
  • lidt frisk chili til pynt - kan udelades

Sådan gør du

Laksen

  1. Læg laksesteaks i et ovnfast fad og hæld friskpresset citronsaft over
  2. Pres hvidløg og ingefær og fordel det på laksesteaksene
  3. Skær chilien igennem på langs og fjern evt kerner (hvis du lader kernerne blive, bliver smagen mere spicy) og læg ½ chili på hvert stykke laks
  4. Sæt laksen i en kold ovn, som tændes på 180 grader (varmluft), og laksen bages 18-20 minutter

Tilbehør

  1. Skyl rosenkål og tag de yderste blade af, hvis de ikke er pæne. Skær derefter rosenkålene over i to halve
  2. Skyl æbler, fjern kernehuse og skær æblerne i tern på ca 1 x 1 cm
  3. Pil rødløget og skær det i tynde både
  4. Skær chilien i tynde skrå skiver
  5. Skær bacon i 'tern' på ca 1 cm
  6. Varm olien op i en sauterpande eller anden pande og steg de halve rosenkål med den skårne side nedad i 3-4 minutter til de er brune. Vend dem derefter, så de steges brune på den anden side 3-4 minutter. Lad dem 'passe sig selv' mens de steger, så du ikke ødelægger dem. Tag dem af panden og stil dem til side
  7. Kom bacon på panden og steg dette, til det bliver brunt og crispy
  8. Tilsæt løg og steg til de bliver blanke
  9. Tilsæt æbler og steg dem med 2-3 minutter
  10. Tilsæt soya, østerssauce og Sambal-Oelek, vend det godt rundt og tilsæt rosenkålene og vend dem forsigtigt rundt i saucen

Server et stykke laks på en tallerken med rosenkålblandingen ved siden af, evt drysset med de skråtskårne chiliskiver