Lidt sommeragtig og lidt pizzaagtig - og alligevel ikke. Super nem og lækker aftensmad - en galette lavet af butterdej, tun og tomater på oste-urtecreme. Jeg brugte en rulle færdiglavet butterdej, da jeg aldrig begiver mig ud i at lave butterdej selv. Du kan læse om den franske galette her
Ingredienser
Til 3 personer eller til 2 personer og et stykke til frokost
- 1 rulle butterdej
- 2 håndfulde cherrytomater
- 2 ds tun
- 1 håndfuld oliven
- 1 stor håndfuld forskellige hakkede urter, fx basilikum, persille, purløg, timian oregano
- 4 fed presset hvidløg
- 2 spsk friskpresset citronsaft
- ½ tsk knust chili
- 125 g Philadelphia smøreost
- ca 75 g mozzarella, små kugler
- 1 æg til at pensle kanter
- lidt flagesalt
- friskkværnet peber
Pynt
- lidt hakket basilikum og persille
Sådan gør du
- Hak krydderurterne med en kniv og rør dem sammen med smøreosten, chili, presset hvidløg og citronsaft. Smag til med salt og friskkværnet peber
- Varm ovnen op til 200 grader (varmluft)
- Læg butterdejen på en bageplade med bagepapir og prik den med en gaffel. Lad 1 cm være hele vejen rundt
- Pisk ægget i en lille skål med en gaffel og pensl kanten hele vejen rundt. Fold kanten ind og pensel den ovenpå
- Forbag butterdejen i 10 minutter. Hvis bunden 'buler op', prikker du bare hul på den og presser den ned med en paletkniv, når du tager den ud af ovnen
- Smør oste-urtecremen ovenpå den forbagte butterdej
- Fordel tunen ovenpå
- Skyl tomaterne og fordel dem, hele, ovenpå tunen sammen med oliven
- Skær mozzarellakuglerne midt over og fordel dem mellem tomaterne
- Pensel evt kanterne igen og drys lidt timian eller oregano på
- Bag galetten til kanterne og osten er gylden og tomaterne bagte (når de er 'sprængte')
- Inden servering drysses med frisk basilikum og/eller persille
Server med en lækker salat