Japansk mad er let, elegant og sundt. Til denne ret har jeg ladet mig inspirere af en japansk salat, jeg har fået på en restaurant i Tokyo. Salaten var en kold frokostsalat, som jeg har tænkt videre, så den er blevet til en varm middagsret. Retten er meget enkel og super nem at lave. Og så smager den fantastisk med marinaderne, som er ens til laksen og til risene. Det er vigtigt at laksestykkerne er lidt større end grøntsagsstykkerne, så det passer med stegetiden i ovnen
Ingredienser
til 4 personer
- ca 600 g laks
- 400 g søde kartofler
- 400 g knoldselleri
- 4 dl ris
- 100 g svampe **
- 2 forårsløg
- lidt olivenolie til stegning
Marinade til laks
- 6 spsk teriyakisauce
- 3 spsk merin (japansk madvin (se billede nedenfor) - japansk madsake kan bruges i stedet)
- 6 spsk Ponzu, citrus soya (se billede nedenfor)
- saft af 1 limefrugt
- 30 g ingefær
Marinade til ris
- 2 spsk teriyakisauce
- 2 spsk merin
- 2 spsk Ponzu, citrus soya
- saft af ½ limefrugt
- 20 g ingefær
** tørrede eller friske svampe. Kan du få enoki-svampe, er de gode at bruge. Ellers hvad du har/kan få. Jeg brugte en blanding af brune champignon og tørrede kantareller
Sådan gør du
- Bruger du tørrede svampe, sættes disse i blød efter anvisning på pakken
- Skræl og riv ingefær til de to marinader
- Bland ingredienserne til de to marinader i hver sin skål
- Kog risene efter anvisning på pakken
- Varm ovnen op til 180 grader (varmluft)
- Skræl de søde kartofler og knoldselleri, skær dem i firkanter på 1½ x 1½ cm og kom dem i skålen med marinaden
- Skær laks i firkanter på ca 2½ x 2½ cm og kom dem i skålen med marinaden
- Rør forsigtigt rundt så marinaden fordeler sig på laks og grøntsager
- Beklæd en bageplade med bagepapir og fordel laks og grøntsager herpå
- Steg i ovnen i 16 minutter
- Mens laks og grøntsager steger, skæres svampe i små stykker. Hvis du bruger enoki eller kantareller kan flere af dem være hele. Champignon skæres i ret små stykker
- Skær forårsløg i tynde skiver
- Rist svampe og forårsløg i lidt olivenolie 1-2 minutter
- Kom risene i små skåle, én til hver person. Kom nogle skefuld svampeblanding og nogle skefuld marinade over
Anret laks, grøntsager samt de små risskåle på tallerkner evt med pynt af en agurk, tomater, koriander og svampe