Pasta med kammuslinger i safransauce

Kan man lide kammuslinger, er denne ret lige sagen. Den er virkelig delikat og super nem at lave. Få safrantråde giver saucen en dejlig smag og en smuk gul farve. Har du ikke lige safran og heller ikke lyst til at investere i det, kan gurkemeje fremkalde næsten den samme gule farve men selvfølgelig en anden smag. Rør ½ tsk stødt gurkemeje op i lidt af fløden, inden den hældes i panden. Retten er også lækker, selvom den ikke er gul.

Retten er fantastisk som middagsret og kan også nydes som en lækker forret. Serverer jeg retten som forret, bruger jeg kun en halv portion pasta 


Ingredienser

Til 4 personer

  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk olivenolie til stegning
  • 3 forårsløg
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 dl fløde
  • 2 dl hvidvin
  • ½ fiskebouillonterning
  • 1 stk rød chili
  • nogle få tråde safran
  • salt og friskkværnet peber
  • 16-20 kammuslinger, afhængigt af størrelsen
  • 100 g sukkerærter
  • 15 stk cherrytomater
  • 500 g frisk pasta, fx fettuccini

Til servering

  • friskhakket persille
  • limebåde, alternativ citronbåde
  • evt ciabatta brød

Sådan gør du

  1. Pil og hak løg og hvidløg fint
  2. Skyl forårsløg og snit dem i tynde skiver, både det hvide og det grønne
  3. Fjern kernerne fra chili'en og hak den fint
  4. Skyl sukkerærter og halver dem på langs
  5. Skyl cherrytomater og halver dem
  6. Varm olivenolien op i en pande til medium varme og sauter løg og hvidløg ca 4 minutter, uden at de tager farve
  7. Kom forårsløg, chili, fløde, hvidvin, bouillontern, salt, friskkværnet peber og safrantråde i og lad saucen simre 5 minutter
  8. Kog pastaen efter anvisning på pakken
  9. Når pastaen er næsten klar, kommes kammuslingerne i saucen og varmes igennem ca 5 minutter. Efter 3 minutter kommes sukkerærter og cherrytomater i. Pas på, at du ikke giver kammuslingerne for meget, så de bliver seje
  10. Hæld pastaen i et fad eller i 4 dybe tallerkener/pastatallerkener og fordel kammuslinger og saucen over

Drys med hakket persille og server med limebåde og evt ciabattabrød til