Tun med hvidløg og peber

Tun med hvidløg og peber -  ปลาทูน่ากระเทียมพริกไทย ( pla thuna grathīam phrikthai ) - er en meget autentisk thairet med få ingredienser, og det er én af mine yndlings thairetter. Vi har spist den på mange forskellige små restauranter og gadekøkkener i Thailand, og selvom den er enkel, falder den ofte forskellig ud. Der er masser af hvidløg og peber i retten, men den er ikke spicy, så den er god, hvis man ikke kan tåle for meget chili eller bare ikke lige har lyst til det. Og så er den god at kombinere med andre thairetter, da den er ret 'tør' uden sauce. En anden fordel er, at den er nem og hurtig at lave


Ingredienser

til 2 personer eller til 4 personer sammen med 3-4 andre thairetter

  • 2 dåser tun i vand
  • 2 spsk hvidløg skåret i tynde skiver
  • 1/3 dåse grønne peberkorn (se billede nedenfor)
  • 4 forårsløg
  • 3/4 dl soya
  • 3 tsk kokos- eller palmesukker, rørsukker kan bruges
  • 100 g sukkerærter
  • olivenolie til stegning

Sådan gør du

  1. Hæld tunen op i en si og lad vandet dryppe fra
  2. Pil hvidløg og skær det i tynde skiver
  3. Skyl forårsløg og skær dem i skrå skiver på ca 3 cm
  4. Varm olien op i en sauterpande, stegepande eller wok og rist hvidløg, peberkorn og forårsløg heri. Hvidløget må gerne tage lidt farve
  5. Tilsæt den velafdryppede tun og rist den til den bliver tør og tager en smule farve. Rør i det mens det rister, så det ikke hænger fast - det tager ca 10 minutter
  6. Tilsæt sukker, lad det smelte og rør det ind i tunen
  7. Tilsæt soya, bland det med tunen og steg det 1 minut
  8. Tilsæt sukkerærter og varm igennem

Server med ris