Galette med tomater, asparges og pesto

En galette kan laves med mange slags fyld. I denne version har jeg, i stedet for en ostecreme, smurt dejen med rød pesto, drysset med revet parmesan og herpå lagt skiver af store tomater, rødløg og asparges. Som topping har jeg brugt basilikum og revet citronskal. Har du mere lyst til persille eller andre urter, kan basilikum sagtens erstattes med disse. Galetter egner sig perfekt som frokost eller i madpakken dagen efter, så ofte, når jeg laver galetter, laver jeg to, så jeg får en rest

Du kan finde mange variationer af galetter her 


Ingredienser

Til 2-3 personer
  • 1 rulle tærtedej

Fyld

  • 4 bøftomater
  • 6-8 friske, grønne asparges
  • 1 stk rødløg
  • 4 spsk pesto
  • 25 g parmesan, revet
  • 1 æg

Topping

  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 1 økologisk/ubehandlet citron, revet skal heraf
  • lidt salt og friskkværnet peber

Sådan gør du

  1. Skyl tomaterne og skær dem i tynde skiver
  2. Knæk det nederste af aspargesene og skyl dem
  3. Pil rødløg, halver det og skær det i tynde skiver
  4. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
  5. Beklæd en bageplade med bagepapir og rul tærtedejen ud herpå
  6. Smør pestoen på tærtedejen. Lad 2 cm være fri hele vejen rundt
  7. Riv/drys parmesan hen over pestoen
  8. Læg tomatskiver og løg ovenpå og derefter asparges. Drys med lidt salt og friskkværnet peber
  9. Pisk æg med en gaffel og pensl kanten. Fold den derefter ind over fyldet, tryk den lidt ned og pensl med det sammenpiskede æg. Drys også gerne lidt salt på kanten
  10. Bag galetten i den forvarmede ovn ca 30-35 minutter, til galetten er sprød og gylden
  11. Lad tærten hvile 5 minutter. Pga tomaterne er galetten ret 'våd', når den kommer ud af ovnen, men den 'tørrer' op, når den hviler de 5 minutter og er super sprød og lækker
  12. Drys galetten med basilikum og revet citronskal og server den fx med en grøn salat til