Gulerodssalat med asiatisk dressing

Gulerodssalat med asiatisk dressing er en super nem, sprød, farverig og lækker salat med få ingredienser. De tynde, rå strimler guleod og sukkerærterne er dejlig sprøde. Granatæblekernerne er friske, syrlige og søde og indeholder sunde antioxidanter. Og nødderne giver lækker knas. Dressingen består af typisk asiatiske ingredienser og har sødme, syrlighed og salt. Du kan tilføje lidt chili, hvis du har lyst, men det er absolut ikke nødvendigt. Salaten passer super godt til for eksempel grill, til fisk, til kylling, til asiatiske kødboller/frikadeller og meget andet

Tip: du kan bruge forskellige farver gulerødder for en anderledes farvestrålende salat


Ingredienser

Til 4 personer 

Salaten

  • 500 g gulerødder
  • 50 g sukkerærter
  • 1 dl granatæblekerner *)
  • 1 dl cashewnødder, kan udelades
  • 2 spsk ristede sesamfrø
  • 1 stor håndfuld koriander, kan erstattes af persille

Dressing

  • 2 spsk sesamolie
  • 3 spsk friskpresset limesaft
  • 3 spsk teriyakisauce, kan erstattes af soya
  • 2 tsk revet ingefær
  • 2 tsk flydende honning
  • evt lidt hakket rød chili eller lidt chiliflager

Sådan gør du

  1. Pisk/rør alle ingredienserne til dressingen sammen i en skål

  1. Rist sesamfrø og cashewnødder på en tør pande til de er blevet gyldne
  2. Vask/skræl gulerødder. Brug gulerodsskrælleren eller et mandolinjern og skræl tynde strimler af gulerødderne. Læg strimlerne på det fad, du vil servere salaten på
  3. Skyl sukkerærterne, halver dem på langs og læg dem på fadet
  4. Hak koriander groft og fordel halvdelen over gulerødder og sukkerærter
  5. Fordel halvdelen af granatæblekernerne, halvdelen af cashewnødderne, halvdelen af sesamfrøene samt dressingen over salaten og vend det godt sammen
  6. Drys resten af koriander, granatæblekerner, cashewnødder og sesamfrø hen over salaten inden servering