Kartoffelsalat med ærter og sennepsdressing

En super lækker og nem kartoffelsalat, der er lavet af skønne, nye kartofler og sprøde grøntsager i form af friske ærter, grøn peber, forårsløg og sprød salat. Dressingen er en simpel sennepsdressing, der, efter min mening, passer perfekt til de nye kartofler. Kartoffelsalaten er skøn til grill og til fx frikadeller, kødboller eller stegt kød og fisk
Ingredienser
Til 4 personer som tilbehør
- 600 g kogte kartofler, afkølede – gerne med skræl på, hvis det er nye kartofler
- 2 håndfulde grøn salat efter eget valg
- ½ grøn peber i små tern
- 3 forårsløg, fintsnittede
- 100 g bælgede ærter, alternativt: optøede fra frost
- 2 spsk ristede pinjekerner
Dressing
- 3 spsk olivenolie
- revet skal af en økologisk/ubehandlet citron
- 3 spsk citronsaft
- 2 tsk dijonsennep
- 2 tsk flydende honning
- salt og friskkværnet peber
Topping
- hakkede urter - jeg brugte persille og løvstikke, men alle urter passer til kartoffelsalaten
Sådan gør du
- Vask eller skrab kartoflerne og kog dem i letsaltet vand. Kog dem endelig ikke for meget – de skal have 'bid'. Lad kartoflerne køle af, mens du tilbereder resten af ingredienserne
- Bland ingredienserne til dressingen
- Riv den valgte salat i grove stykker og kom disse i en skål
- Skyl den grønne peber og skær den i små tern. Kom disse i skålen
- Skyl forårsløg og snit dem fint. Kom dem i skålen
- Kom ærterne i skålen
- Skær kartoflerne i skiver, kvarte eller mundrette stykker og vend dem i skålen sammen med resten
- Vend dressingen i salaten og drys med pinjekerner – serverer du ikke kartoffelsalaten med det samme, så vent med at vende dressingen i og drysse med pinjekerner til den skal serveres

