Kartoffelsalat med asparges og friske ærter

En herlig forårs-/sommersalat med friske nye kartofler, friske ærter og asparges vendt med lidt salatblade og en sennepsdressing samt lidt knas på toppen i form af ristede, saltede mandler. Det er lækkert at lave salaten, når både de nye, danske kartofler og ærter er tilgængelige. Men de tidlige kartofler og ærter, man kan få, er gode alternativer. Server fx kartoffelsalaten til grill, kødboller, frikadeller, kød eller fisk. Salaten er også lækker som en frokostsalat
Ingredienser
Til 4 personer som tilbehør
- 1 kg kogte kolde kartofler, gerne små nye, i halve og ellers i skiver
- 1 bundt grønne asparges
- 150 gram friskbælgede ærter *)
- 1 håndfuld friske salatblade fx feldsalat, krølsalat, hjertesalat revet i lidt grove stykker eller spinat
Dressing
- 3 spsk olivenolie eller anden olie
- 2 spsk hvidvinseddike eller anden lys vineddike
- 2 spsk friskpresset citronsaft
- 2 tsk honning
- 2 tsk dijonsennep
- lidt salt og friskkværnet peber
Topping
- 50 gram saltede mandler
- lidt friske krydderurter
- lidt ærter og asparges
*) alternativt: frosne ærter, der er tøet op i koldt vand, så de holder farven
Sådan gør du
- Vask kartoflerne og kog dem i letsaltet vand. De skal kun lige være møre. Hæld vandet fra og lad kartoflerne køle af
- Bræk det nederste af aspargesene, skær dem i mindre stykker, kom dem i et fad eller en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå 3-4 minutter, hæld vandet fra, skyl dem i koldt vand og lad dem dryppe godt af
- Kom den valgte salat i en serveringsskål
- Bælg ærterne og kom dem i skålen til salaten – gem lidt til topping
- Kom aspargesene i skålen – gem lidt til topping
- Halver kartoflerne (eller skær dem i skiver), kom dem i serveringsskålen og vend det hele forsigtigt rundt
- Bland ingredienserne til dressingen og vend den i salaten
- Hak de saltede mandler og de valgte krydderurter og drys dem over salaten
- Top med ærter og asparges

