Pasta med oliven tapenade, skinke og grønkål

Har du brug for en hurtig og samtidig lækker pastaret,er Pasta med oliven tapenade, skinke og grønkål et super godt bud på en sådan. Den kræver ingen stegning, da alle ingredienser vendes i gryden sammen med den varme pasta. Jeg bruger grønkål, men har du noget spinat i køleskabet, kan du erstatte grønkålen med dette. Spinaten vendes også bare i pastaen. Jeg serverer en salat til retten, fx med tomater – find ideer her, men retten kan sagtens nydes uden salaten


Ingredienser

Til 4 personer
  • 500g tørret spaghetti eller anden pasta
  • 5-6 spsk oliven tapenade*)
  • 2 håndfuld hakket grønkål
  • 1 spsk olivenolie + lidt ekstra til servering
  • 150 g kogt skinke **)
  • 75 g stenfri oliven, sorte eller grønne
  • 1 citron, friskpresset saft heraf
  • salt og friskkværnet peber- pas på med salt: oliven tapenade kan være ret salt

Til servering

  • revet parmesan eller anden god ost

*) jeg bruger Urtekrams oliven tapenade, der indeholder 190 g/glas, og 5-6 spsk svarer ca til ½ glas

*) jeg bruger en lækker pålægsskinke

Sådan gør du

  1. Kog pastaen efter anvisning på pakken
  2. Skyl grønkål og hak den (hvis ikke du har købt hakket grønkål)
  3. Skær skinken i firkanter
  4. Når pastaen er kogt, hældes vandet fra, kom 1 spsk olivenolie i gryden og kom pastaen tilbage i gryden, som stilles på kogepladen ved minimum varme
  5. Vend oliven tapenade og den hakkede grønkål i pastaen
  6. Tilsæt skinke og oliven, smag til med salt (men pas på - tapenade kan være salt), friskkværnet peber og friskpresset citronsaft

Server pastaretten i skåle eller på tallerkener, drysset med revet parmesan og evt dryppet med ekstra friskpresset citronsaft