En super lækker pastasalat med grillede majs, tomater og kyllingenuggets. Salaten er vendt i en lækker basilikum-dressing med sennep, honning og frisk basilikum. Salaten er smuk med de gule majs, de røde/flerfarvede tomater og den grønne dressing. En herlig sommersalat, som sagtens kan tilberedes hele året ved at bruge dåsemajs i stedet for majskolber, når det ikke er sæson for disse. Undlader du kyllinge nuggets, kan du nyde salaten til fx grillet/stegt kylling eller andet grillet/stegt kød eller fisk
Ingredienser
Til 4 personer
Basilikum-dressing
- ½ dl limesaft, kan erstattes af citronsaft
- ½ dl olivenolie eller anden olie
- 2 spsk flydende honning
- 1½ spsk dijonsennep
- 1 stor håndfuld frisk basilikum
- lidt salt og friskkværnet peber
Kyllingenuggets
- 400 g kyllingebryst
- 100 g pankorasp, alternativt kan almindelig rasp bruges, men pankorasp er noget grovere og bliver dejligt sprødt
- 1 tsk paprika
- salt og friskkværnet peber
- 2 æg
- olie til stegning
Pastasalat
- 400 g tørret pasta, fx farfalle, penne eller andre ikke for store pasta
- 2 friske majskolber *)
- 14-16 cherrytomater, gerne i flere farver
- 1 lille almindeligt gult løg
- 10-12 cornichoner
- 2 store håndfuld salat, fx crisp salat, salatmix, hjertesalat revet i grove stykker eller iceberg skåret i grove stykker
- lidt olivenolie + lidt salt til majsene
*) er det ikke sæson for friske majskolber, kan du bruge 1 ds majs, som du dræner for væde
Sådan gør du
Basilikum-dressing
- Kør limesaft, honning, dijonsennep og olivenolie i en blender eller med en stavblender, til det bliver ensartet
- Hak basilikum fint og kør det med i blenderen, til det hele bliver en ensartet dressing
- Smag til med salt og friskkværnet peber
- Har du ikke en blender/stavblender, kan du piske det sammen med en el-pisker
Kyllingenuggets
- Skær kyllingebryst i mindre stykker
- Kom pankorasp i en skål og vend paprika, salt og peber heri
- I en anden skål slås æggene ud og piskes sammen med en gaffel
- Paner kyllingestykkerne ved at vende dem i æg og derefter i pankorasp
- Varm olien op på en pande til høj varme – olien må gerne dække bunden af panden, da nuggets bliver sprødere, hvis du bruger meget olie
- Steg dine nuggets på alle sider til paneringen er blevet gyldenbrun og sprød, og kyllingen er gennemstegt
- Lad dine nuggets dryppe af på et stykke køkkenrulle inden servering
Pastasalat
- Start med majskolberne. Tag bladene af og pensl kolberne med lidt olivenolie og drys dem med salt. Du kan stege majskolberne på en pande, en grillpande eller havegrillen (som du så lige skal huske at starte), til de er stegte og har fået farve hele vejen rundt. Lad derefter majsene køle lidt af og skær kernerne af med en skarp kniv
- Kog pastaen efter anvisning på pakken, dræn dem for vand og vend lidt olivenolie i, så pastaen ikke klistrer sammen
- Skyl, tør og halver tomaterne
- Pil og hak løg fint
- Skær cornichonerne i skiver
Anretning
- Læg den afkølede pasta i bunden af en skål, dryp lidt af dressingen over og fordel salaten, majs, tomater, cornichoner og det finthakkede løg hen over
- Vend resten af basilikum-dressingen i og fordel de stegte kyllingenuggets ovenpå
- Pynt evt med lidt ringe skåret af rød snackpeber og/eller lidt hakket basilikum eller små basilikumblade


