Shakshuka - mellemøstlig vegetarret 

Shakshuka - (sjaksjuka) er en meget velsmagende og lidt spicy ret, som oprindelig stammer fra Tunesien men den spises meget i de nordafrikanske og mellemøstlige lande. Jeg stiftede bekendtskab med retten i Dubai, hvor jeg bad kokken om hans opskrift på krydderiblandingen, hvilket jeg fik. Der findes mange variationer af retten. Nogle med kikærter, andre med forskellige grøntsager men altid æg i en krydret tomatsauce, som man kan lave så spicy, som man ønsker ved at regulere mængden af cayennepeber. Vil man spice retten op, kan man servere tabasco eller chilisauce til. Retten er vegetarisk og spises som morgenmad, brunch eller middagsret. Den er utrolig fyldig og mættende. Vil man have kød til, er retten også lækker sammen med et stykke stegt/grillet kylling eller ovnbagt laks


Ingredienser

Til 4 personer

  •  2 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt gurkemeje
  • 1 tsk røget paprika
  • 1/4 tsk  cayennepeber
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 røde peberfrugter
  • 2 løg
  • 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg
  • 6 cocktailtomater
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 4 æg
  • 1 spsk olivenolie, til stegning

Til servering

  • 1 håndfuld persille eller frisk koriander
  • ca 50 g fetaost  

Tip:

Hvis du ønsker din shakshura skal være mere grøn, kan du sagtens tilføje fx aubergine, squash eller fx babyspinat og riste det med sammen med løg og hvidløg

Sådan gør du

  1. Pil løg og hvidløg og hak det fint med en kniv
  2. Skyl peberfrugterne og skær dem i små tern
  3. Halver tomaterne
  4. Rist krydderierne i ca 1 minut under omrøring på en varm tør pande
  5. Kom olie, løg og hvidløg på panden, og sauter løgene ca 1 miniut
  6. Tilsæt de hakkede tomater og lad det simre uden låg i cirka 10 minutter, til noget af væden er fordampet.
  7. Tilsæt peberfrugt og smag til med salt og friskkværnet peber
  8. Derefter trykkes de halverede tomater forsigtigt lidt ned i saucen, og æggene slås ud oveni retten
  9. Læg låg på panden og lad den simre ved svag varme til æggehviden er fast. Blommen må gerne være flydende

Drys med smuldret feta og bredbladet persille inden servering og server med lækkert brød til