Ingrid Marie æbler er lidt svære, da de ofte hænger og rådner på træet. Derfor plukkede jeg en portion til chutney, selvom det er et lækkert spiseæble. Har du nogle æbler, du synes er blevet for kedelige til at spise, kan du lave den lækreste chutney af dem.
Æblechutney passer til stort set alt kød, og det er ligeledes fantastisk til risretter og forskellige wraps.
Den version, jeg har lavet her, er især lækker til indiske risretter, da der er kardemomme i, hvilket ofte er et af krydderierne i indisk mad.
Der er mange måder at variere chutneyen på. Du kan bruge den nedenstående opskrift som grundopskriften og så skifte krydderierne ud med andre. Fx kan kardemomme og/eller fennikel skiftes ud med 8 anaistjerner, det giver en anden smag i din chutney. Du kan helt droppe krydderierne og nøjes med hvidløg, chili og ingefær. Og du kan skifte æbleeddiken ud med balsamicoeddike. Der er mange muligheder. Og du kan sagtens lave en god portion, da chutneyen kan holde sig længe.
Ingredienser
- 1 kg æbler
- 2-3 rødløg
- 2½ dl æbleeddike
- 1 spsk groft salt
- 1 spsk fennikelfrø
- 5 kardemommekapsler
- 1 spsk hakket ingefær
- 3-4 fed hvidløg
- 2 friske chili - jeg brugte røde af medium styrke
- 100 g sukker (hvis det er mere syrlige æbler, du bruger, skal du måske have 200 g sukker i - det afhænger af, hvor sød, du vil have din chutney)
Sådan gør du
- Skræl æbler og rødløg, og skær dem i tern.
- Kom dem i en gryde sammen med resten af ingredienserne og kog det forsigtigt op
- Læg låg på og lad chutneyen koge i 30-40 min. til den får en kompotagtig konsistenst , men uden at æbler og løg koger helt ud. Det er en god idé at røre i chutneyen under vejs, så den ikke koger fast i gryden.
- Kom chutneyen på atamonskyllede glas, som lukkes med det samme