En anderledes og smagfuld agurkesalat med chili. Det tager kun ca 15 minutter at lave denne lækre, sprøde agurkesalat og den kan spises efter et par timer, selvom chilien selvfølgelig bliver mere fremtrædende efter længere tid. Jeg kan godt lide at agurkesalaten er lavet af tykke skiver, så den smager meget af agurk, så derfor har jeg skåret den lidt alternativ i denne version.
Agurkesalaten kan holde sig i flere dage i køleskabet.
Du kan, med fordel, lave en større portion og gemme agurkesalaten. I stedet for at putte agurkestykkerne i en skål, kommer du dem i atamonskyllede glas, hælder eddikelagen over og sætter låg på med det samme.
Da jeg har masser af agurker i drivhuset, laver jeg så meget agurkesalat, at jeg har til hen på vinteren, varieret med forskellige krydderier.
Ingredienser
- 1 agurk
- 3/4 dl sukker
- ½ - 1 tsk friskkværnet peber
- ½ - 1 tsk salt
- Chili - vælg den type, der passer til dine smagsløg. Jeg har her brugt citronchilli, der er middelstærk.
- 2½ dl eddike
- 1½ dl vand
Sådan gør du
- Skyl agurken, flæk den og skrab kernerne ud med en teske
- Skær agurken i skiver på 1-1½ cm og læg dem i en skål
- Skær chilien i ringe eller stykker (afhænger af chilitype)
- Bland eddike, vand, sukker, salt, peber og chili i en lille gryde og kog det op
- Hæld eddiken over agurkerne og lad agurkesalaten hvile et par timer.
- Så har du den lækreste agurkesalat.