Cremet likør har aldrig været min favorit, men på en af vores mange rejser i Sydafrika, lærte jeg at drikke Amarula i kaffen (elefantmælk, som den også kaldes). Det smager bare skønt - også i varm cacao. Amarula likør minder i konsistens om Bailey. Likøren laves af frugterne fra Marula træet, som vokser vildt i Sydafrika. Når frugten er moden, indeholder den alkohol svarende til en øl. Og elefanterne elsker disse frugter.
Jeg tænkte, at det kunne være lækkert at prøve at lave en mousse af Amarula likøren - og tænkt, så gjort. En super lækker dessert, som er fantastisk nem at lave. Har man ikke lige Amarula, kan man bruge Bailey i stedet, men det er ikke svært at finde Amarula i supermarkeder eller hos vinhandlere. Moussen bliver fløjelsblød, luftig og cremet, og du vil elske den, ligesom dine gæster vil. Jeg serverede moussen i champagneskåle og toppede den med friske blåbær og hakkede nødder
Ingredienser
Til 6-8 personer (afhængig af størrelsen på glassene. Jeg brugte champagneskåle og lavede 6 glas af portionen)
- 2 blade husblas
- 75 g sukker
- 4 æggeblommer
- 3 dl piskefløde
- 1 dl Amarula likør
Topping
- friske bær, nødder, hakket/revet chokolade eller en blanding
Sådan gør du
- Læg husblassen i blød i en skål koldt vand
- I en skål piskes sukker og æggeblommer hvide og luftige
- I en anden skål piskes fløden
- Vend forsigtigt Amarula likøren i den piskede fløde og vend det derefter i æggemassen
- Vrid husblassen og kom den i en lille gryde, som varmes op, så husblassen smelter. Rør i det hele tiden - det går lynhurtigt
- Tag gryden af varmen og rør en spsk af Amarula cremen i - pas på det ikke klumper. Gør det et par gange, så temperaturen kommer ned. Derefter hældes husblas-Amarula blandingen over i Amarula cremen, som røres godt rundt
- Hæld nu moussen op i de glas eller skåle, som du vil servere i og stil dem på køl 3-4 timer
Pynt med friske bær, nødder og/eller chokolade inden servering