Jeg er vild med at lave sirupper. Også nogle lidt anderledes som denne med anis og citron. Sirupper kan bruges til virkelig meget forskelligt. Til desserter, til is, til salatdressing eller som erstatning for sukker eller honning i forskellige retter. For eksempel er denne sirup fantastisk til fisk. Og jeg elsker den over vanilje is
Ingredienser
Til ca 3 dl sirup, afhængigt af hvor meget du koger det ind
- 2 dl friskpresset citronsaft (2-3 citroner)
- 2 dl rørsukker (bruger du almindelig hvid sukker, bliver siruppens farve lysere)
- 2 dl vand
- 5 anisstjerner
Sådan gør du
- Pres citronerne og kom citronsaft, vand, sukker og anisstjerner i en gryde.
- Kog det op og lad det simre til det er kogt ind til ca halvdelen. Siruppen bliver tykkere, når den køler af. Du kan tjekke konsistensen ved at tage en teskefuld op på en kold tallerken og lade den køle af. Hvis du vil have den tykkere, lader du den koge lidt længere
- Tag anis stjernerne op inden du hælder siruppen på rengjorte, skoldede flasker. Opbevar siruppen køligt