Asiatisk rissalat med kylling

Denne rissalat med kylling er inspireret af det asiatiske køkken. Ingredienserne til dressingen er typisk asiatiske, og jeg har brugt mango, sukkerærter og edamamebønner, som ligeledes ofte bruges i det asiatiske køkken. Rissalater er lækre som tilbehør til grill, men som pasta- og kartoffelsalater, kan man lave dem mættende, så de kan være et måltid i sig selv. I denne salat har jeg kommet ovnbagte kyllingestrimler og serverer salaten som et måltid. Hvis jeg bruger salaten som tilbehør til grill, deller, fiskedeller, kødboller eller lignende, undlader jeg at komme kylling i. Har du en rest ris, hvilket jeg ofte synes, man har, så brug den til en lækker rissalat sammen med de grøntsager, du lige har i køleskabet. Lav evt lidt ekstra og gem dette til frokost dagen efter. Undlader du at komme kylling i, har du en lækker vegetarsalat


Ingredienser

Til 2 personer 

  • 200-250 g kyllingebryst
  • lidt olie, evt chiliolie, til pensling
  • 100 g ris – jeg brugte fuldkornsris, man kan også blande ris evt sammen med quinoa (ris og quinoa passer sammen i kogetid og vandmængde)
  • 2 dl edamamebønner, fra frost
  • 2 gulerødder
  • ½ mango
  • ½ rød peber
  • 10 stk sukkerærter
  • 3 forårsløg

Dressing

  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk friskpresset limesaft
  • 2 tsk soysauce
  • 2 tsk revet ingefær
  • 2 fed revet hvidløg
  • 1 rød chili, finthakket med eller uden kerner (kernerne gør dressingen mere spicy)

Topping

  • lidt saltede peanuts – evt også lidt i en skål ved siden af til at supplere med
  • lidt frisk koriander – kan erstattes af andre urter
  • lidt af det grønne, snittede forårsløg
  • evt en skål sød eller mellemspicy chilisauce

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
  2. Skær kyllingebryst i tynde strimler og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Smør dem med lidt chiliolie (eller andet olie) og bag dem i ovnen til de er møre og lysebrune – gerne med lidt skorpe 
  3. Kog ris efter anvisning på pakken og lad dem køle af mens du tilbereder resten 
  4. Bland alle ingredienserne til dressingen i en lille skål og lad det hvile 
  5. Hæld edamamebønnerne op i en skål, overhæld dem med kogende vand, lad dem stå i to minutter og si derefter vandet fra. Lad bønnerne køle af 
  6. Skræl eller vask gulerødder, skær dem i tynde skiver og kom dem i en salatskål 
  7. Skræl mangoen, skær den i tern og kom den i skålen 
  8. Skyl sukkerærter, skær dem i skrå skiver og kom dem i skålen 
  9. Skyl den røde peber, skær den i tern og kom den i skålen 
  10. Skyl foråresløg og snit dem fint. Læg lidt af det grønne fra til topping og kom resten i skålen 
  11. Når risene og kyllingestykkerne er afkølede, vendes de i skålen sammen med grøntsagerne, og dressingen vendes i 
  12. Inden servering toppes med peanuts, koriander (eller andre urter) samt forårsløg