Aspargessalat med urtepesto
Aspargessalat med urter er en herlig, frisk salat, der er nem at lave. Dejlige tomater, agurk og peberfrugt bliver her vendt i en pesto af urter, løg og nødder og serveret sammen med grønne asparges. Salaten er super til grill – både kød og fisk, og den kan nydes som en frokostsalat med et stykke brød til
Ingredienser
Til 4 personer som tilbehør
- 500 g grønne asparges
- 1 agurk
- 1 rødløg, mellemstort
- 1 rød eller gul peber
- ca 150 g cherrytomater
- 1spsk olivenolie
- 1 stor håndfuld persille
- 1 lille håndfuld mynteblade
- 1 håndfuld frisk basilikum
- 50 g mandler/cashewnødder *)
- salt (gerne flagesalt) og friskkværnet peber
- lidt friskpresset citronsaft
Til servering
- lime- eller citronbåde
Sådan gør du
- Pil og hak løg og kom det i en minihakker eller blender sammen med mandler/cashewnødder
- Skyl persille, mynte og basilikum, tør det godt og kom det ned til løg og nødder. Blend det hele til det har en lidt grov, grynet konsistens
- Skyl agurken, skær den igennem på langs, fjern kernerne med en teske og skær den i små tern. Kom ternene i en skål
- Skyl peberfrugt, skær den i tern og kom dem i skålen
- Skyl tomater, skær dem i både og kom dem i skålen. Vend 1 spsk olivenolie i grøntsagerne
- Vend den blendede urte-nødde-løg blanding i grøntsagerne og smag til med salt og friskkværnet peber
- Knæk det nederste af aspargsene og læg dem i koldt vand med lidt citronsaft i 5 minutter. Si vand fra
- Læg aspargsene på et fad eller en stor tallerken og fordel grøntsagsblandingen over
Server lime- eller citronbåde til