Avocadosalat med thaidressing
Jeg er vild med de sunde, lækre, cremede avocadoer. De smager himmelsk på fx ristet brød, i toast og i salat. Denne avocadosalat er ,med sin limedressing med ingefær, chili og hvidløg, inspireret af det thailandske køkken. De cremede avocadoer får knasende modspil af de sprøde bladselleri, og salaten får sødme fra æblerne og syrlighed fra dressingen. Salaten passer som tilbehør til alle slags retter – fx et stykke ovnbagt laks eller til grill, eller den kan nydes som en lækker frokostsalat
Ingredienser
Til 4 personer som tilbehør eller 2-3 personer som frokostsalat med lækkert brød til
- 2 stk avocado
- 3 stængler bladselleri
- 1 rødløg
- 1 æble
- 14-16 stk sukkerærter
Dressing
- 2 spsk olie
- 2 spsk friskpresset limesaft
- 2 tsk soya
- 15 g ingefær, revet
- 2 fed hvidløg, presset
- 1 rød chili, hakket med eller uden kerner (kernerne gør dressingen mere spicy)
- 1 tsk flydende honning
- 1 håndfuld frisk koriander, hakket – gem lidt til pynt
Pynt
- evt lidt blåbær eller asparges, hvis du har en rest
Sådan gør du
- Rør alle ingredienserne til dressingen sammen i en lille skål
- Skræl avocado og skær den ene i skiver og den anden i tern – dryp dem med lidt limesaft
- Skyl bladselleri og skær dem i tynde skiver
- Skyl æble og skær det i tern
- Pil rødløg og hak det fint
- Skyl sukkerærter og halver dem på langs
- Hak koriander incl stængler
- Anret alle grøntsagerne på et fad eller kom dem i en salatskål og dryp dressingen over
- Pynt med lidt hakket koriander og evt lidt blåbær eller ananastern