Blomkålsfad med bønner og kylling

Herligt, nemt og sundt blomkålsfad med bønner og kylling. Blomkålen bages med krydderier og gratineres sammen med en salsa af sorte bønner, tomat og løg. Har du lyst, kan du komme kylling i, men retten fungerer perfekt som en vegetarret, uden kylling. Når jeg laver den som vegetarret, bruger jeg dobbelt mængde bønner. Retten er en middagsret i sig selv, evt sammen med lækkert brød og en grøn salat. Eller brug den som en lun salat til fx grill, frikadeller eller fisk
Ingredienser
Til 4 personer
- ½ dåse sorte bønner
- 1 blomkål
- 1½ tsk røget paprika
- 1½ tsk stødt spidskommen
- ½ tsk salt
- 1/4 tsk friskkværnet peber
- 2 spsk olivenolie
- 400 g kyllingebryst *)
- 1 løg, mellemstort
- 1 stor tomat
- 200 g revet cheddar ost eller anden ost, der smelter godt
Topping
- 2 dl hakket frisk koriander, incl stilke
- 1 lime i både
- 2 avocado, most med en gaffel og blandet med friskpresset saft af ½ - 1 lime
*) du kan sagtens lave retten uden kylling og i stedet bruge en hel dåse bønner
Sådan gør du
- Hæld bønnerne i en si, skyl dem med koldt vand, og lad dem dryppe af
- Varm ovnen op til 180 grader (varmluft)
- Lav buketter af blomkålen og placer disse i et stort ovnfast fad eller en bradepande. Drys røget paprika, stødt spidskommen, salt og friskkværnet peber over. Dryp olivenolie over og vend det hele rundt, så al blomkålen får krydderier og olie på
- Bag blomkålen ca 20 minutter, til det er mørt
- Hvis du vil have kylling i, skærer du kyllingebryst i skiver, placer disse på en bagepapirbeklædt plade, pensler dem med olivenolie, drysser med salt og friskkværnet peber og bager dem samtidig med blomkålen
- Imens piller og hakker du løget, hakker tomaten og blander det med bønnerne i en skål og tilbereder topping
- Når blomkål og kyllingen er stegt, tages det ud af ovnen og bønne-tomat-løg blandingen fordeles over. Hvis du kommer kylling på, fordeles det også over blomkålen. Drys med revet ost, sæt fadet tilbage i ovnen og bag ca 10 minutter, til osten er smeltet
- Inden servering pyntes med de moste avocado, limebåde og hakket koriander drysses over


