Bulgursalat med fersken

Salat med korn og frugt er en herlig kombi. Til denne salat har jeg brugt bulgur (den grove) sammen med fersken og granatæble. Dertil masser af urter og grøntsager samt en simpel dressing af citron, balsamicoeddike og olivenolie. Super nemt og super lækkert. Du kan nyde salaten som en vegetarret (den er dejlig mættende) sammen med fx et stykke brød, eller du kan nyde den til fx grill. Sidst, jeg lavede salaten, serverede jeg den til ovnbagt laks - det var perfekt

Prøv også denne bulgursalat


Ingredienser

Til 4 personer som tilbehør

  • 2 dl bulgur, jeg brugte den grove version, men fin og mellemfin kan sagtens bruges
  • 4 modne, men ikke bløde ferskner
  • 1 lille granatæble, evt ½ stort
  • 1 rød eller gul peberfrugt
  • 4 tomater, mellemstore
  • 1 agurk
  • 1 stor håndfuld hakket persille
  • 1 håndfuld hakket mynte
  • 1 lille håndfuld hakket citronmelisse - kan udelades da der også er citron i dressingen

Dressing

  • saft af 1 citron
  • 4 spsk olivenolie
  • 2 spsk balsamicoeddike, gerne hvid (den mørke kan sagtens bruges, men den farver grøntsagerne en smule)
  • salt og friskkværnet peber
  • evt en finthakket rød chili eller lidt knuste chiliflager, hvis du har lyst til, at salaten skal være en smule spicy

Topping

  • 1 lille håndfuld ristede, grofthakkede mandler
  • lidt af granatæblekernerne
  • 1 citron skåret i både

Sådan gør du

  1. Kog bulgur efter anvisning på pakken og lad den køle af
  2. Rist mandlerne på en tør pande, lad dem køle af og hak dem groft med en kniv
  3. Skyl tomater, agurk, ferskner og peber, skær dem i små tern og kom det hele i en salatskål eller et fad
  4. Hak persille, mynte og evt citronmelisse og bland det med grøntsagerne
  5. Skær granatæblet midt igennem på tværs og bank kernerne ud af det eller 'grav' dem ud med en ske. Det, der sprøjter mindst, er at komme det halve granatæble i en plasticpose og banke på den side af granatæblet, der ikke er skærefladen, med en grudeske/træske, så kernerne slipper
  6. Bland den afkølede bulgur i salaten sammen med granatæblekerner - gem lidt til topping
  7. Rør ingredienserne til dressingen sammen, hæld den over salaten, som vendes forsigtigt
  8. Drys til sidst med de hakkede mandler og lidt granatæblekerner 
  9. Skær citronen i både, som serveres sammen med salaten, hvis man har lyst til ekstra citron