Ceviche med kammuslinger
Ceviche med kammuslinger er en herlig forret, men den kan også sagtens nydes som hovedret, evt med salat og lækkert brød til, eller som del af en fisketapas menu. Ud over at være super lækker, er ceviche nem at lave. Ceviche kan laves med stort set alle slags fisk, og da fisken ikke skal tilberedes, er det vigtigt, for en sikkerheds skyld, at fryse den ned i mindst 24 timer. Ceviche stammer fra Sydamerika, vist nok Peru, men der findes utallige måder at lave den på, afhængig af hvor i verden, man befinder sig, og hvem man er. Nogen foretrækker ceviche med laks, andre torsk, blæksprutter eller rejer. Min favort er ceviche med kammuslinger, så herunder får du opskriften på min variation af ceviche med kammuslinger (for en sikkerheds skyld, fryser jeg også kammuslingerne, men jeg tror faktisk ikke, det er nødvendigt). Og så et glas dejligt koldt hvidvin til - så kan det næsten ikke blive bedre
Ingredienser
Opskriften svarer til en forret til 4 personer men kan sagtens fordobles, så den bliver til en hovedret
- 8-10 kammuslinger, optøet
- 1 lille rødløg
- 1 fed hvidløg
- ½ rød peber
- 8 cocktailtomater
- 1 håndfuld frisk koriander
- ½ æble, alternativt 2 blommer, ½ nektarin, ½ fersken eller 1/4 mango
- saften af 3 limefrugter
- lidt flagesalt og friskkværnet peber
Til servering
- 3 avocadoer
- lidt koriander
Sådan gør du
- Tø kammuslingerne op i køleskabet, evt i løbet af natten
- Pil og hak rødløg fint
- Halver tomaterne, fjern kernerne med en ske og skær tomatkødet i tynde strimler
- Skyl peberfrugten og hak den fint
- Skyld æble, halver det og fjern kernehus og skær det i små tern
- Hak koriander med en kniv
- Pres saften af limefrugterne i en skål, hvor alle ingredienser kan være og pres hvidløg heri
- Tilsæt rødløg, tomatstrimler, peberfrugt, æble og koriander samt hakket koriander og vend det hele rundt
- Skær kammuslingerne i tynde skiver - er muslingerne store, så halver dem først - og vend disse sammen med de andre ingredienser, drys med salt og peber og stil cevichen koldt i minimum ½ time, gerne længere
- Anret cevichen med både af avocado og pynt med lidt korianderblade
Cevichen kan også anrettes i små portionsskåle/tallerkener og serveres som del af en tapasmenu
Tip:
Uanset hvilke fisk eller skaldyr, du bruger, er ceviche også virkelig lækkert på en tacopandekage eller i en tacoskål serveret med en grøn salat til