Cheesecake i glas med makroner og rabarberkompot

De første nye rabarber skulle bruges til en cheesecake, hvor jeg, denne gang, erstattede kiksebunden med en bund af knuste makroner dryppet med lidt Amaretto likør. Rabarber og makroner klæder hinanden super godt, efter minmening. Jeg lavede en fordybning i ostecremen og fyldte denne godt op med rabarberkompot, så det løb lidt ud over og ned langs cremen. Jeg pyntede med de friske bær, jeg havde i køleskabet. Har du ikke lidt friske bær, passer hvid chokolade og/eller mandler super godt til rabarber. Nyd cheesecaken som dessert eller som en hyggeting til kaffe/the
Ingredienser
Til 4-6 glas
Rabarberkompot
- 100 g friske rabarber, rabarber fra frost kan bruges
- 30 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 spsk vand, undlades hvis du bruger rabarber fra frost
Makronbund
- 150 g makroner
- 1 spsk Amaretto likør pr glas, kan erstattes af portvin, sherry, rabarbersaft eller anden frugtsaft
Ostecreme
- 200 g mascarpone
- 2 1/2 dl piskefløde
- 50 g flormelis
- 1 1/2 tsk vaniljesukker
Topping forslag
- friske bær, revet/flaget hvid chokolade, hakkede mandler eller mandelflager
Sådan gør du
Rabarberkompot
- Rens rabarberne, skær dem i små stykker, kom dem i en gryde sammen med sukker, vaniljesukker og vand og lad det stå ca ½ time, så der trækker saft ud af rabarberne
- Kog rabarberne ved svag varme 8-10 minutter afhængig af, hvor grov kompotten skal være *)
- Afkøl kompotten **)
Makronbund
- Kom makronerne i en frysepose og knus dem med en kagerulle eller en grydeske. Vurder selv, hvor fint du vil have dem knust (jeg synes, der gerne må være lidt 'id' i dem)
- Fordel de knuste makroner i bunden af 4-6 glas, dryp 1 spsk Amaretto i hvert glas over makronerne og stil på køl, mens du tilbereder ostecremen
Ostecremen
- Kom mascarpone, piskefløde, flormelis og vaniljesukker i en skål og pisk det til en lækker, glat og tyk creme. Pas på ikke at piske for meget pga piskefløden.
- Kom ostecremen i en sprøjtepose eller en frysepose, hvor du klipper et lille hjørne af, og sprøjt ostecremen over makronerne
- Lav en fordybning med en teske i toppen af hver cheesecake og fyld op med rabarberkompot. Stil glassene på køl indtil servering
- Inden servering pyntes med et eller flere af topping forslagene
*) jeg koger rabarberne næsten helt ud og lader kompotten være lidt tynd, da den skal fyldes i en fordybning i ostecremen
**) bliver der kompot i overskud, kan det gennems på køl og bruges på boller, kager, til is eller på yoghurt

