Chiaskum med citron og hindbær

En lækker lille dessert uden mange kalorier, da chiaskummet er lavet på yoghurt og æggehvide. Skummet er dejligt let og luftigt med en frisk smag af citron. Jeg brugte friske hindbær som topping, men du kan bruge alle slags bær og frugt, som du synes passer til citrussmagen. Har du ikke lige nogle friske bær, kan du også bruge marmelade  


Ingredienser

Til 4 små glas (ca 1 dl/glas)

  • 1 dl mælk *)
  • 2 spsk chiafrø
  • 2 dl græsk yoghurt naturel 2 % (anden yoghurt naturel kan sagtens bruges)
  • 1 spsk flormelis
  • 1 æggehvide
  • 1½ tsk revet skal af en økologisk/ubehandlet citron
  • 2 tsk friskpresset citronsaft

Topping

  • friske hindbær
  • evt et nip tørrede, spislige blomster (jeg brugte kornblomst)

*) du kan bruge den slags mælk, du har lyst til: almindelig mælk, plantemælk, kokosmælk. Jeg foretrækker selv almindelig mælk (skummetmælk) eller mandelmælk  

Sådan gør du

  1. Rør mælk og chiafrø godt sammen i en skål. Lad det stå på køkkenbordet ca 5 minutter og rør det igennem igen. Dæk skålen til og sæt den i køleskabet 5-6 timer eller natten over
  2. Rør yoghurt og flormelis sammen
  3. Riv citronskal i, kom friskpresset citron i og rør det hele godt sammen
  4. Vend chiagrøden i yoghurtblandingen
  5. Pisk æggehviden stiv og vend den forsigtigt i, så du får en lækker skum
  6. Kom skummet i 4 små glas, som toppes med friske hindbær

Tip: du kan bruge alle slags frugt eller bær, som du synes passer til citrussmagen i skummet