Chokoladekonfekt a la Rocky Road med Pariserlinser

Jeg fik lyst til at prøve at lave chokoladekonfekt igen. Det blev så vellykket, da jeg prøvede sidste gang. Denne gang brugte jeg marcipan, marshmallows, mandler og pariserlinser, så der kom pebermyntesmag i. Meget vellykket - derfor kommer variationen lige her

Også denne gang blandede jeg mørkt og lyst chokolade og brugte den økologiske fra Netto (se billede nedenfor).

Spis chokoladekonfekten som en hyggeting til fodboldkampen eller til en god film. Brug den som dessert sammen med vaniljeis. Eller anret den i små æsker eller poser og brug den som værtindegaver


Ingredienser

  • 100 g mørk chokolade
  • 100 g mælkechokolade
  • 25 g mandler
  • 50 g hvide marshmallows
  • 50 g marcipan
  • 50 g pariserlinser

Sådan gør du

  1. Skær mandlerne i halve og rist dem på en tør pande til de tager lidt farve
  2. Klip marshmallows i mindre stykker - det er nemmere at klippe end at skære
  3. Skær marcipanen i små stykker
  4. Skær pariserlinserne i halve - nogle af dem går i mindre stykker, men det er helt ok
  5. Bland mandler, marshmallows, marcipan og pariserlinser sammen i en skål
  6. Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt den over vandbad. Man kan også bruge mickroovn, men jeg synes personligt, at vandbad fungerer bedre
  7. Bland chokoladen i de øvrige ingredienser, fyld det i en form eller et lille fad beklædt med bagepapir og lad det størkne i køleskabet - det tager et par timer. Mit fad var 15 x 15 cm, det kom til at passe fint i tykkelsen
  8. Når chokoladen er størknet, kan du tage den ud af køleskabet og skære eller knække den i mindre stykker

Så har du en lækker dessert sammen med vaniljeis, en hyggeting til kaffen eller en værtindegave