18 graders varme i marts måned - så skal der en 'sommerret' på menuen. Sommer er for os, blandt meget andet, duften af Italien og italiensk mad. Så heldigvis havde jeg aubergine, asparges, rød peber og tomater i køleskabet. Kombineret med frisk laks, kom der en super ret ud af det, der fik tankerne til at flyde til andre himmelstrøg, da corona-lukning forhindrer den fysiske rejse
Ingredienser
til 2 personer
- 250 g fettuccini - jeg brugte dem med spinat
- ca 300 g laksesteaks
- 1 mellemstor aubergine
- 10 asparges
- 16 cherrytomater
- 1 rød peber
- 4 fed hvidløg
- 1 stor håndfuld frisk basilikum
- 1½ tsk tørret oregano
- 2 tsk Chu Chum chilipasta (se billede nedenfor)
- 2 spsk balsamico
- saft af ½ citron
- ½ tsk knust chili
- salt og friskkværnet sort peber
- olivenolie til stegning og pensling
Sådan gør du
- Skyl auberginen, skær den igennem på langs og derefter i skiver på tværs ca ½ cm tykke
- Læg et stykke bagepapir på en bageplade og pensl det med olivenolie. Placer aubergineskiverne herpå og pensl dem på den 'frie' side samt drys dem med salt
- Læg laksen i et ovnfast fad, pres citronsaft over og drys med knust chili, salt og friskkværnet peber
- Hvis du har en varmluftovn, kan du sætte både aubergine og laks ind i kold ovn, tænde på 180 grader og give det 20 minutter. Hvis du har en ovn uden varmluft, må du bage laks og aubergine hver for sig i 20 minutter
- Imens laks og aubergine bager, forbereder du resten
- Skyl og del asparges i 3-4 stykker
- Skyl og skær cherrytomater i halve
- Skyl og skær den røde peber i strimler
- Hak hvidløg og skær basilikum i strimler
- Tilbered fettuccini efter anvisning på pakken
- Varm lidt olie op i en sauterpande eller anden pande og sauter hvidløg heri et par minutter
- Tilsæt de røde peberstrimler og sauter 2 minutter til de bliver lidt bløde og 'medgørlige'
- Tilsæt asparges og tomater og sauter 2 minutter
- Tilsæt Chu Chum, balsamico, og oregano. Vend det godt sammen og giv det 2 minutter mere
- Når laksen er klar, skæres den i mindre stykker
- Kom auberginestykker, laks og basilikum i panden og vend det hele forsigtigt rundt
Kom fettuccinien i pastaskåle eller dybe tallerkener og server med lakse/aubergineblandinger over. Pynt evt med nogle sorte oliven og lidt ekstra basilikum