Frittata med revet rodfrugter

Jeg er vild med frittata, den italienske måde at lave æggekage. En frittata er herlig og nem aftensmad. Selvom rodfrugterne, i denne opskrift, skal rives, tager det ikke lang tid, og det hele kan tilberedes i den samme pande. Ikke meget opvask. Og mens frittataen bager, kan du lave en skøn salat (du kan finde en opskrift her). Jeg har brugt gulerod, pastinak og jordskogger, men du kan blande rodfrugter, som du har lyst til eller lige har i køleskabet. Og du kan udelade bacon, hvis du har lyst til en vegetar frittata. Bliver der noget til rest, er et stykke kold frittata herligt som frokost, og det er velegnet til madpakken

Prøv også mine andre frittataer, som du finder her sammen med andre omeletter


Ingredienser

Til 2-3 personer

  • 1 stor gulerod
  • 1 pastinak eller persillerod
  • 175 g jordskogger
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 2 tsk tørret timian
  • 1 pakke bacon i skiver, ca 100 g – kan udelades eller erstattes med serranoskinke
  • 6 æg
  • 1 1/4 dl madlavningsfløde, jeg bruger 8 %. Kan erstattes med mælk
  • salt og friskkværnet peber
  • lidt olie til stegning

Topping

  • Hakket persille eller purløg

Sådan gør du

  1. Skræl eller vask alle rodfrugter og riv disse groft
  2. Pil løget, halver det og skær det i tynde skiver
  3. Pil og hak hvidløg
  4. Skær bacon i tern/mindre stykker
  5. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
  6. Varm en pande *) op og rist bacon til det bliver gyldent og sprødt
  7. Tilsæt løg og hvidløg og rist videre et par minutter
  8. Vend timian i, tilsæt derefter rodfrugterne, vend det hele godt sammen og rist et par minutter (tilsæt evt lidt olie, hvis bacon'et ikke har afgivet nok fedtstof)
  9. Pisk imens æg, fløde, salt og friskkværnet peber sammen i en skål og hæld dette over rodfrugterne i panden
  10. Bag frittataen i den forvarmede ovn ca 20 minutter, til den har sat sig og er blevet gylden i kanten
  11. Inden servering drysses frittataen med hakket persille og/eller purløg
  12. Server frittataen med en salat (du kan finde opskrifter her) og evt et stykke lækkert brød til

*) brug en pande, der kan tåle at komme i ovnen. Har du ikke det, kan du blot lade frittataen bage færdig på komfuret ved svag-middel varme og holde øje med, at den ikke bliver for mørk i bunden. Du kan også komme den over i et ovnfast fad