Frokostmuffins med æg

En nem, sjov og lækker frokostret. En alternativ måde at servere et spejlæg. Det kræver nogle muffinforme, nogle æg og noget skinke og så ellers, hvad du har lyst til at putte i dine muffins. Jeg kom tomater og oliven i. I stedet for kogt skinke, kan du beklæde dine muffinforme med pepperoni, serrano- eller parmaskinke og tomaterne kan erstattes af alle slags grøntsager. Og man kan komme lidt revet ost eller en skive frisk mozzarella i, hvis man har lyst til det.

Jeg brugte silicone muffinforme, men forme af papir/pap er lige så velegnede. Uanset hvilke forme, du bruger, så husk at sætte dem på en bageplade, før du fylder dem. De er noget 'levende' at flytte rundt på med fyld i


Ingredienser

Pr muffin bruges

  • 1-2 strimler zucchini
  • 1 stykke kogt skinke
  • ½ cocktailtomat
  • 2 oliven skåret i skiver
  • lidt oregano
  • 1 æg

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200 grader (varmluft)
  2. Skyl zucchinien og skær nogle tynde, lidt brede strimler. Jeg brugte en grøntsagsskræller (se billede nedenfor). Beklæd muffinformen med en zucchistrimmel
  3. Kom et stykke skinke ned i formen ligesom når du folder en serviet og putter den i et glas
  4. Læg en halv tomat ned i skinken
  5. Skær oliven i skiver og kom dem over tomaten og drys med oregano
  6. Slå til sidst et æg ud ovenpå tomaten
  7. Bag dine frokostmuffins i ca 15 minutter til æggehviden har sat sig og blommen stadig er blød
  8. Drys med salt og friskkværnet peber inden servering, mens ægget er varmt