Ingrid Marie æblerne på træet i haven er bare så gode lige nu. Sprøde, faste og dejlig saftige. Perfekte til bagte æbler. Jeg har brugt hele æbler, som jeg har udhulet og fyldt med de lækreste ting. Det er nemt at få hulet æblerne ud med en lille kniv og en teske. Mit fyld blev nødder, marcipan, tørrede tranebær, chokolade og krydderier, men der er mange muligheder: andre nødder, dadler, frysetørrede bær, andre krydderier som fx nelliker, lakrids.... Vælg det, du bedst kan lide og bag en super dessert. Server æblerne, som de er eller med is, en creme eller flødeskum
Ingredienser
Til 2 personer
- 2 æbler, jeg brugte Ingrid Marie, de største jeg kunne finde på træet. Æblerne skal være faste og saftige
Fyld
- 25 g hasselnødder
- 20 g pistacienødder
- 50 g marcipan
- 20 g tørrede tranebær, kan erstattes af rosiner
- 12 g små chokoladeknapper
- 1/2 tsk kanel
- 1/4 tsk stødt kardemomme
- 2 spsk flydende honning, fx akaciehonning
- 1/2 citron
Til servering
- evt vaniljeis eller flødeskum - æblerne er også gode uden noget til
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
- Skyld æblerne, skær toppen af og fjern så meget af stilken at æblerne kan stå uden at vælte. Gem toppen til servering
- Udhul æblerne ved at skære rundt med en lille kniv og derefter grave æblekødet ud med en teske (se billede nedenfor). Lad æblekanten være ½-1 cm tyk
- Hak nødder og marcipan med en kniv og bland det sammen med resten af ingredienserne til fyldet i en skål
- Stil æblerne i et ovnfast fad, fordel fyldet i dem og bag æblerne ca 20 minuter
- Læg evt æbletoppen på inden serveringen