Fyldte tomater med urter og knas

Bagte, fyldte tomater er lækkert tilbehør til kød- og fiskeretter, til grill sammen med diverse salater eller som vegetarret

Det er skønt og virkelig nemt at fylde en halv tomat med forskellige urter, nødder og mandler og så i ovnen - og så har du det lækreste tilbehør


Ingredienser

1 tomat pr person. Tilbehør til kød- eller fiskeretter, grill, sammen med salater eller som vegetarret 

  • 1 stor tomat
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk hakket persille
  • 1/4 tsk tørret timian eller oregano
  • 1 spsk rasp
  • 5-6 mandler
  • 1 spsk olivenolie

Tip:

- Erstat persille med frisk basilikum og erstat mandler med 1 spsk hakkede pinjekerner

- Erstat persille med frisk mynte blandet med 1/4 fintsnittet forårsløg og erstat mandler med pinjekerner

- Kom 1 spsk kogt quinoa i, hvis du har en rest

- Kom 1 spsk bulgur eller couscous i, hvis du har en rest

- Bland lidt tørret, knust chili i, hvis du har lyst til at tomaterne skal være lidt spicy

- Smuldr lidt frisk mozzarella over tomaterne, inden de kommer i ovnen

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
  2. Pensl et ovnfast fad med lidt olie
  3. Skyl tomaterne, skær dem midt over og læg dem i fadet med skærefladen opad
  4. Skyl persillen, hak den fint med en kniv og kom den i en skål
  5. Pil og hak hvidløg fint og kom det i skålen
  6. Hak mandlerne og kom dem i skålen
  7. Tilsæt rasp og olivenolie og bland det hele sammen
  8. Fordel fyldet på de halve tomater, som sættes i den forvarmede ovn og bages i ca 20 minutter, til fyldet er blevet lysebrunt

Server tomaterne til kød- eller fiskeretter, til grill eller sammen med salater som et helt vegetar måltid