Så blev det tid til at lave hybenmarmelade. Jeg er vild med det. Hyben vokser vildt i naturen og har en rimelig lang sæson fra juli til oktober. De er super lækre at lave marmelade af, og så er de ovenikøbet virkelig sunde og fyldte med c-vitaminer. De indeholder en masse kerner, "kløpulver", som man yndede at drille hinanden med som børn. Det er nemmest at fjerne disse kerner, hvis ikke frugterne er alt for modne og dermed bløde, og de fjernes nemmest med en teske efter at frugterne er halveret. Jeg kan godt lide marmelade med frugtstykker/bærstykker i, men når det gælder hybenmarmelade, vil jeg helst have den cremet. Derfor blender jeg min marmelade med en stavblender (almindelig blender kan bruges) inden jeg hælder sukker i. Jeg bruger syltesukker, så marmeladen nemt bliver tyk og cremet. Bruger man almindeligt sukker, kan det være, at man skal tilsætte lidt Melatin - det afhænger af, hvor tyk man vil have sin marmelade
Ingredienser
- 300 g hyben, rensede
- 2½ dl vand
- saft af 1 limefrugt
- 2 tsk vaniljesukker
- 150 g syltesukker
Sådan gør du
- Fjern blomst og evt stilk, halver frugterne og skrab kernerne ud. Det gøres nemmest med en teske. Skyl derefter de rensede hyben i koldt vand
- Kom hyben, vand og friskpresset saft af limefrugten i en gryde, bring det i kog og lad det simre under låg i 30 minutter, indtil frugten er mør
- Køl de kogte hyben lidt ned og blend derefter med en stavblender, så marmeladen bliver cremet og lækker (en almindelig blender kan også bruges)
- Tilsæt sukker og vaniljesukker, sæt gryden over igen og lad marmeladen småkoge nogle minutter til den har den ønskede konsistens. Husk at marmeladen bliver tykkere, når den bliver kold
Hæld marmeladen på rengjorte glas, evt skoldet med Atamon eller spiritus, som lukkes med det samme