Kalvekød i spicy tomatsauce a la ratatouilli

Ratatouille er en utrolig lækker, nem og meget enkel grøntsagsret med aubergine, zucchini, løg og tomat.

Der er mange måder at lave retten på, men til denne ret har jeg blot ladet mig inspirere af den oprindelige franske ratatouilli og brugt de samme ingredienser. Jeg har været ganske utro mod vegetarretten og lavet en spicy udgave med kalvekød og kogt pastaen med i saucen. Til de retter, hvor det passer, kan jeg godt lide at koge pastaen med i saucen i stedet for at hælde saucen over de kogte pasta. Det giver ofte en langt bedre harmoni i retten og en bedre pastasmag.


Ingredienser

til 4 personer

  • 4 kalvesnitzler eller kalvesteaks, ca. 500 g. Jeg køber altid snitzler eller steaks og skærer dem selv. Så kan jeg skære kødet, som jeg vil, og som regel giver det bedre kød
  • 1 stor aubergine
  • 2 zucchini
  • 1 stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 ds hakkede tomater
  • 75 g tomatkoncentrat
  • 1 spsk Chu Chum chilipasta ( se billede nedenfor - super lækker chilipasta, som jeg køber i Meny. Kan du ikke få det, kan du bruge en anden chilipasta eller Sambal-Oelek, eller du kan lave chiliastaen selv)
  • 2 tsk rosenpaprika
  • 2½-3 dl vand
  • 400 g pasta - jeg bruger altid penne til denne ret
  • olivenolie til stegning
  • en håndfuld friske basilikumblade til pynt
  • 1 grøn snackpeber til pynt - en rød snackpeber kan selvfølgelig bruges - jeg brugte grøn pga farven

Sådan gør du

  1. Hak løg og hvidløg
  2. Skyl aubergine og zucchini og skær dem i passende tern
  3. Skær kalvekødet i strimler
  4. Rist kalvekødet i olivenolien til det tager lidt farve
  5. Skru lidt ned for varmen og tilsæt løg og hvidløg, der sauteres med til løget er blevet klart
  6. Tilsæt paprika og rør det godt rundt i kødet
  7. Tilsæt aubergine og zucchini og rør det sammen med kødet
  8. Tilsæt chilipasta og de hakkede tomater og rør det sammen
  9. Hæld vand ved og tilsæt pastaen. Sørg for at pastaen er dækket
  10. Læg låg på og skru ned og lad retten simre 10-15 minutter til pastaen er mør men stadig har bid. Rør i retten en gang imellem
  11. Rør til sidst tomatkoncentrat i, så saucen bliver lidt tykkere
  12. Inden servering drysses med friske basilikumblade og ringe af snackpeber, som du skærer mens retten simrer