Kylling i blomkålskarry med kartofler og ærter

Egentlig er blomkålskarry en indisk ret, og jeg har brugt krydderier fra det indiske køkken - nemlig karry, korriander, spidskommen og chili. Men jeg har 'fordansket' retten lidt, da jeg stadig har hjemmedyrkede kartofler og nogle få æbler på det ene æbletræ. Kartofler og æbler er suveræne sammen med blomkål. og karry. Afhængig af, hvilken karry, du bruger, kan du lave retten mild eller spicy. Lidt af en dansk efterårsret samtidig med, at den dufter og smager af Indien


Ingredienser

til  4 personer

  • 3-4 stk kyllingebryst
  • 1 lille blomkål eller ½ stort blomkål
  • 4 kartofler, lidt store 
  • ½ stor porre eller 1 lille porre
  • 200 g frosne ærter
  • ½ peberfrugt
  • 2 fed hvidløg
  • 1 ds kokosmælk
  • 1 spsk karry
  • 1 tsk stødt koriander
  • ½ tsk stødt spidskommen
  • chili - vælg styrke og mængde efter dine smagsløg
  • saft og revet skal af ½ ubehandlet citron
  • ½ tsk kokos- eller palmesukker - almindelig sukker eller rørsukker kan bruges
  • olie til stegning

Til servering

  • 50 g hakkede mandler eller nødder
  • 2 æbler

Sådan gør du

  1. Pil og hak hvidløg og hak chili
  2. Skyl porren, flæk den på langs og skær den i tynde ringe
  3. Lav små buketter ud af blomkålet
  4. Skræl kartoflerne, skær dem i kvarte på langs og derefter i  skiver
  5. Skær peberfrugt i små tern
  6. Riv citronskal og pres saften
  7. Skræl æblerne, fjern kernehuse og skær dem i tern
  8. Skær kyllingebryst i passende tern
  9. Risk karry i lidt olie.
  10. Tilsæt porre, hvidløg og chili og sauter til porren bliver blank
  11. Tilsæt kylling og rist det på alle sider
  12. Tilsæt sukker, revet citronskal, stødt korriander og stødt spidskommen, blomkål og kartofler og rist det 1 minut
  13. Hæld kokosmælken og den pressede citronsaft ved og lad retten simre under låg til kyllingen er gennemstegt, ca 10 minutter
  14. Tilsæt de frosne ærter og peberfrugten og varm igennem
  15. Mens retten simrer, rister du æblestykkerne og mandler/nødder i lidt olie

Server retten med ris og drysset med æble-mandel blandingen