Kylling med bønnespirer i grøn karry

Nogle gange er det skønt at bruge lang tid på at lave et lækkert måltid. Andre gange må det gerne gå hurtigt. Og her kommer mange af thairetterne ind i billedet. De lynstegte retter er hurtige og nemme, og de smager fantastisk. Denne ret med kylling og grøntsager i grøn karry er ingen undtagelse. Jeg har revet gulerødder og æble, så de kun lige skal have et minut. Bønnespirer og ærteskud skal blot varmes med til sidst. Jeg brugte, som nævnt, gulerod og æble sammen med løg, bønnespirer og ærteskud, men du kan sagtens erstatte disse med andre grøntsager, der ikke kræver lang stegetid- fx bambusskud fra dåse, majskerner, forårsløg, sukkerærter, ananas og/eller spinatblade. De grøntsager, jeg har brugt (samt mine forslag) er også gode, hvis du har lyst til at skifte kylling ud med rejer. Server retten med kogte ris og evt et drys frisk, hakket koriander


Ingredienser

Til 4 personer 

  • ca 400 g kyllingebryst
  • 1 løg, mellemstort
  • 1 lille solo hvidløg eller 3 almindelige fed hvidløg
  • 1 stilk citrongræs eller 4 kaffir limeblade, tørrede eller frosne
  • 1 rød chili – vælg efter dine smagsløg til en middel spicy ret
  • 1 spsk grøn karrypasta - reguler efter dine smagsløg
  • 1 dl vand
  • 1 bakke bønnespirer, ca g
  • 2 gulerødder
  • 200 g cherrytomater
  • 1 æble
  • 50 g ærteskud – kan du ikke få ærteskud, kan disse erstattes af sukkerærter, der halveres på langs. Du kan også vælge at bruge begge dele, hvis du har det
  • 3 spsk soyasauce
  • 2 spsk friskpresset limesaft

Sådan gør du

  1. Pil og hak løg og hvidløg og hak chili – fjern evt nogle af eller alle kernerne (retten bliver mere spicy med kerner)
  2. Skær citrongræs i 4 stykker, som bankes med bagenden af en kniv (så afgiver de mere smag)
  3. Skræl og riv gulerod groft og skyl og riv æblet groft
  4. Skyl cherrytomater og skær dem i halve
  5. Skær kyllingebryst i mundrette tern
  6. Varm olien op på en pande ved middelvarme og sauter løg, hvidløg, chili og citrongræs
  7. Tilsæt den grønne karry og rør godt
  8. Tilsæt kylling og steg et par minutter og tilsæt derefter ½ dl vand. Steg kyllingen videre 5-6 minutter
  9. Tillsæt soyasauce, limesaft og sukker og steg med 1 minut
  10. Tilsæt revet gulerod, revet æble og de halve cherrytomater - steg med 1 minut
  11. Tilsæt evt den sidste halve dl vand, hvis du synes retten er for tør
  12. Tilsæt bønnespirer og ærteskud og varm retten igennem

Server retten med kogte ris