Kylling i ovn med sødkartoffel og lime
En skøn kyllingeret med fennikel, sødkartoffel og limefrugter, hvor du bare skal tilberede ingredienserne, og så passer retten sig selv i ovnen. Hvis du har tid, kan du marinere kyllingen i nogle timer, eller natten over, men det er ikke et 'must'. Den skønne marinade dufter og smager super godt uanset, hvor længe du marinerer kyllingen. Men selvfølgelig bliver smagen mere intens, jo længere tid, kyllingen marineres
Ingredienser
Til 4 personer
- 4 stk kyllingebryst, ca 500 g
- 500 g sødkartofler
- 1 løg, stort
- 80 g fennikel (som det passer med 2-3 'blade') - gem noget af det grønne fra toppen til servering
- 3-4 økologiske eller ubehandlede limefrugter - den ene bruges til at skive og lægge over retten
- 1 håndfuld persille - gem lidt til servering
Marinade
- 3/4 dl olivenolie
- 1 solohvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg, presset
- 2 spsk revet limeskal
- 8 spsk friskpresset limesaft
- 2 tsk røget paprika
- 1 tsk tørrede chiliflager
- 2 tsk tørrede fennikelfrø
- salt og friskkværnet peber
Topping
- 1 lille håndfuld tørrede tranebær
- 1 lille håndfuld mandler, hakket groft
- lidt hakket persille
Sådan gør du
- Rør alle ingredienserne til marinaden sammen i en skål, hvor kyllingen også kan være
- Varm ovnen op til 200 grader (varmluft)
- Pil og hak løget fint
- Skær fennikel i tynde strimler
- Skræl sødkartofler og skær i mundrette tern
- Hak persillen med en kniv
- Skær kyllingebryst i 3 stykker hver
- Læg kyllingestykker, sødkartofler, løg, fennikel og persille ned i marinaden og vend det grundigt sammen
- Hæld det hele over i et ovnfast fad, enten smurt med olivenolie eller beklædt med et stykke bagepapir. Læg stanniol over
- Sæt fadet i den opvarmede ovn i ca 30-35 minutter, til kyllingen er gennemstegt
- Imens kyllingen er i ovnen, skærer du limefrugten i skiver og hakker mandlerne groft med en kniv
- Når kyllingen er gennemstegt, tages fadet ud af ovnen, staniolen fjernes og limeskiverne fordeles over kyllingestykkerne
- Sæt fadet ind i ovnen igen og giv retten 5 minutter mere, så limeskiverne tager farve og afgiver saft. Du kan bruge ovnens grill de sidste 5 minutter, men så skal du lige holde øje, så det hele ikke bliver 'sort'
- Inden servering drysses med tørrede tranebær, de groft hakkede mandler og persille
- Server retten med en grøn salat og evt et stykke lækkert brød
Tip: hvis du har tid, kan du marinere kyllingen nogle timer i forvejen eller natten over i køleskabet i en frostpose og så blande fennikel, løg og sødkartoffel i, inden du hælder kyllingen i det ovnfaste fad
Limefrugterne kan udskiftes med andre citrusfrugter fx appelsin eller citron