Kyllingesalat med bacon, bagt blomkål og linser

En dejlig efterårskyllingesalat med bacon, bagt blomkål, linser og appelsin. Det giver en lækker salat at stege kylling og bacon og bage blomkålen (hvilket ikke tager ret lang tid), som så suppleres med friske tomater, broccoli, avocado, appelsin og linser. Salaten er farvestrålende og et mættende måltid i sig selv, som du evt kan supplere med lækkert brød eller brødcroutoner. Dressingen er en lidt tyk og simpel sennep-honning dressing, som jeg synes er fantastisk til salatens ingredienser

Se også mine andre opskrifter med bælgfrugter


Ingredienser

Til 4 personer 

Bagt blomkål

  • 1 blomkålshoved
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 tsk tørret timian
  • salt og friskkværnet peber

Stegt kylling og bacon

  • 4 stk kyllingebryst, ca 600 g
  • 1 pakke bacon i skiver, 150 g
  • evt lidt olivenolie

Øvrige ingredienser

  • 2 håndfulde babyspinat
  • 1 håndfuld broccolibuketter, små
  • 1 håndfuld cherrytomater
  • 1 avocado
  • 1 mellemstort rødløg
  • 1 stor appelsin
  • 1 lille håndfuld grofthakket persille
  • 2 dl linser, grønne eller belugalinser

Dressing

  • 2 spsk olivenolie
  • 3 spsk æblecidereddike
  • 2 spsk flydende honning
  • 2 tsk dijonsennep
  • 2 fed pressede hvidløg

Sådan gør du

Bagt blomkål

  1. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
  2. Lav små buketter ud af blomkålet og vend disse i olivenolie, salt, friskkværnet peber og timian
  3. Beklæd en bageplade med bagepapir, spred blomkålsbuketterne ud herpå og bag dem ca 15 minutter (afhængigt af størrelsen), til de er gyldne og gennembagte, uden at blive for bløde. Lad buketterne køle af

Tilbered imens kylling og bacon

  1. Skær kyllingebryst i passende, lidt tykke skiver
  2. Steg bacon gylden og sprød på en tør pande og læg det derefter på fedtsugende papir eller køkkenrulle
  3. Steg kyllingestykkerne i baconfedtet til de tager farve og er gennemstegte. Tilsæt evt lidt olivenolie, hvis ikke du synes, der er fedtstof nok. Lad kyllingestykkerne køle af

Salaten

  1. Hæld linserne i en si, skyl dem med koldt vand og lad dem dryppe af
  2. Hvis ikke du har købt skyllet spinat, skal det skylles og tørres/slynges. Fjern de groveste stilke og læg det derefter i bunden af en salatskål
  3. Lav små buketter af broccoli og fordel disse ovenpå spinaten
  4. Skyl cherrytomater, halver dem og fordel dem i skålen
  5. Skræl avocadoen og skær den i tynde både, som fordeles i skålen
  6. Pil løget, halver det og skær det i tynde strimler. Fordel disse over salaten
  7. Pil appelsinen og skær den i tynde skiver, som fordeles i salaten
  8. Fordel de bagte blomkålsbuketter og kyllingestykkerne over salaten
  9. Knæk de stegte baconskiver i mindre stykker og anret dem på salaten
  10. Drys linser og hakket persille henover
  11. Bland alle ingredienserne til dressingen og dryp den over salaten