Laos-style nudler med sprødt oksekød og blomkål

    Efter påske var der rester i køleskabet: ½ blomkål, 8 asparges og 1 porre. Og så havde jeg heldigvis kalvesnitzler i fryseren. Det burde der kunne komme noget godt ud af. Når jeg har grøntsagsrester, der skal blive til en ret, tænker jeg oftest i asiatiske køkkener, og det gjorde jeg også i dag. Jeg lod mig inspirere af en ret, vi, for nogle år siden, fik på en lille restaurant i Vientiane (hovedstaden i Laos), hvor vi fik nudler med sprødstegt oksekød. Min Laos-style ret fik 5 ud af 5 stjerner herhjemme  

Ingredienser

til 2 personer 

  • 280 g kalvesnitzel
  • 1 pakke bacon, 150 g
  • ½ blomkål
  • 1 porre
  • 8 grønne asparges
  • 4 fed hvidløg
  • 1 rød chili
  • 30 g ingefær
  • saft af 1 limefrugt
  • 4 spsk østerssauce
  • 4 spsk soyasauce
  • 1 tsk kokossukker, andet sukker kan sagtens bruges
  • ca 400 g ægnudler
  • lidt frisk basilikum til pynt

Sådan gør du

  1. Lav små buketter ud af blomkålet
  2. Skyl og skær porre i tynde ringe
  3. Skyl og knæk asparges i 3-4 stykker
  4. Hak hvidløg og ingefær og skær chili i ringe
  5. Skær bacon i 'tern' og kalvesnitzel i meget tynde strimler
  6. Rist bacon på en tør pande til det bliver brunt - det burde afgive fedtstof nok til, at kødet kan steges uden yderligere tilsætning af olie
  7. Tilsæt kalvekødet og steg det, til det bliver brunt og sprødt
  8. Tag kalvekød og bacon op på en tallerken og hæld noget af fedstoffet fra panden, så der kun er ca 1 spsk tilbage
  9. Tilbered nudlerne efter anvisning på pakken
  10. Kom hvidløg, porre, ingefær og chili på panden og sauter 2 minutter, tilsæt blomkål og sauter 5 minutter. Hvis det vil sætte sig fast i panden, kan du komme en lille smule soyasauce i
  11. Tilsæt saften af 1 limefrugt, østers- og soyasauce, sukker og asparges og varm igennem

Kom nudlerne i portionsskåle, kom grøntsagssaucen over og til sidst fordeles de sprøde kød- og baconstykker over. Pynt med lidt frisk basilikum