Ovnbagte aubergine med tahindressing
I det mellemøstlige køkken bruges aubergine i mange retter, både hovedretter, salater og til dip og saucer. Og vi er vilde med det. Derfor har vi også auberginer i vores drivhus. Vi har mini-auberginer, og de giver utrolig mange frugter. Opskriften her er med almindelige store auberginer, men har man de små, kan man nogenlunde sjusse sig frem til, hvor mange man skal bruge, så det svarer til to store. Aubergineskiverne bliver virkelig lækre, når de bliver bagt i ovnen med olivenolie og salt. Det er vigtigt, at de bliver møre, så giv dem hellere for meget end for lidt. Til auberginesalaten her har jeg lavet en mellemøstlig dressing med tahin, som er en sesampasta. En dressing, jeg har lært af en kok i Dubai. Kan man ikke finde tahin, kan man bruge en sesamdressing i stedet . Og jeg har toppet salaten med de ingredienser, vi ofte får på salaten i mellemøsten. Jeg serverer oftest de ovnbagte auberginer til grill - kød eller fisk, men de er også gode sammen med falafler eller andre mellemøstlige lækkerier
Prøv fx også denne lækre Tagine med blandt andet aubergine eller den sicilianske Caponata salat - også med aubergine. Eller Baba Ganoush
Ingredienser
Til 4 personer som tilbehør
- 2 auberginer
- olivenolie til pensling
- salt
Dressing
- 1 spsk tahin
- saft af ½ citron, ca 2 spsk
- 2 spsk vand
- 2 spsk oliven-, solsikke- eller sesamolie
- 1 tsk flydende honning
- 1 fed presset hvidløg
- 1 tsk stødt spidskommen
- ½ tsk salt
Topping
- kernerne fra ½ granatæble
- 1 håndfuld hakket persille
- 1 lille håndfuld ristede mandler
- 1 lille håndfuld rosiner
- 2 forårsløg
- evt lidt frisk hakket chili eller knuste chiliflager
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
- Skyl auberginer og skær dem i ½ cm tykke skiver på tværs. Læg dem på en bageplade med bagepapir
- Pensl aubergineskiverne med olie og drys dem med salt. Bag dem i ca 20 minutter til de er gyldne og møre. Lad dem derefter køle af
- Rist mandlerne på en tør pande. Lad dem køle af og hak dem groft med en kniv
- Bank kernerne ud af det halve granatæble eller 'grav' dem ud med en ske. Det, der sprøjter mindst, er at komme det halve granatæble i en plasticpose og banke på den side, der ikke er skærefladen, med en grydeske/træske, så kernerne slipper
- Rens og hak persillen med en kniv
- Skyl forårsløg og skær dem i skrå skiver
- Bland ingredienserne til dressingen sammen i en skål
- Anret auberginerne på et fad/en tallerken, hæld dressingen over og drys til slut med forårsløg, granatæblekerner, rosiner, mandler og persille