Pad krapow -
ผัดกระเพรา
Thailandsk gadekøkken - det er lige mig. Pad Krapow (ผัดกระเพรา - Phat Kaphrao) er en af de mest klassiske thailandske stir-fry-retter. Den er super nem at lave med få ingredienser, hvorfor den blandt andet er så populær i de thailandske gadekøkkener. Retten laves enten med kylling eller svinekød, og man kan bruge fars eller selv hakke kødet med en kniv. Risene kogen mens du laver retten - så nemt. Pad Krapow er en spicy ret men ligesom med mange andre asiatiske retter, kan du justere chilimængden efter dine egne smagsløg og få en super smagsoplevelse ud af det. Spejleægget på toppen er, efter min mening, et must, men sådan er det jo ikke alle, der har det. Blommen skal være lidt blød, så den kan løbe ud og blande sig med kød og ris
Ingredienser
Til 4 personer
- 500 g hakket kyllingebryst , kyllingefars eller svinekød *)
- 100 g friske grønne bønner, fx haricot verts
- 1 håndfuld frisk basilikum (vælg thai basilikum, hvis muligt og ellers almindelig basilikum) - gem lidt til servering
- 100 g babyspinat
- 1 løg, mellemstort
- 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg
- 1-2 rød thai chili eller almindelig rød chili (retten er spicy, men reguler selv efter dine smagsløg)
- 3 spsk østerssauce
- 2 spsk soyasauce
- 2 spsk fiskesauce
- 1 spsk flydende honning, fx Akacie honning (kan erstattes af palmesukker, kokossukker eller brun farin)
- lidt olie til stegning
Til servering
- 4 æg
- kogte ris, jeg bruger normalt hvide basmatiris til denne ret
- sød chili sauce
- lidt basilikum
- evt lidt hakket rød chili
*)jeg hakker altid kyllingebryst med en kniv til denne ret. Det giver en anden smagsoplevelse, end hvis jeg bruger kyllingefars. men kyllingefars er ok, og det er hurtigere, hvis man har travlt. Det samme gælder, hvis man bruger svinekød
Sådan gør du
- Kog risene efter anvisning på pakken
- Pil løg og hvidløg og snit det fint
- Snit den røde chili fint
- Skyl bønnerne, skær enderne af og skær bønnerne i stykker på 3-5 cm
- Hak kyllingebryst i små stykker med en kniv
- Bland østerssauce, soyasauce, fiskesauce og honning (sukker) sammen i en lille skål
- Varm en pande op med smør (evt olie) og steg spejleæggene mens du laver resten. Æggene skal blive sprøde i bunden men med blød blomme
- Varm en pande eller wok op med olie og svits løg, hvidløg og chili 1 minut
- Tilsæt kyllingekødet og brun det godt
- Tilsæt saucen og bønnerne og lad det hele stege et par minutter, så saucen karamelliserer kødet
- Vend spinaten i kødet, så den falder sammen
- Tag panden/wok'en af blusset og rør hele basilikumblade i
- Server din Pad Krapow i skåle ovenpå ris toppet med spejleæg, lidt basilikum og evt lidt rød chili
Server en lille skål sød chili sauce ved siden af