Vi har virkelig mange pærer i år og ingen æbler. Sidste år var det lige omvendt. Æbler (afhængig af sorten) kan man plukke og opbevare køligt, men det går ikke så godt med pærer. Så derfor har jeg frosset en del pærer, så jeg har til vinteren til tærter, kager og desserter. Det er faktisk super nemt at fryse pærerne. De skal skrælles, kernehuse fjernes og så skæres i halve, kvarte eller hvad man ønsker. Derefter skal de koges i sukkerlage tilsat lidt friskpresset citronsaft eller ascorbinsyre (jeg foretrækker citronsaften). Og så skal de fryses i lagen
Ingredienser
- 10 pærer i halve
- 300 g sukker
- saft af 1 citron
- vand så pærerne er dækket (ca 1,5-2 l - afhænger af grydestørrelsen)
Sådan gør du
- Skræl pærerne, fjern kernehuse og halver dem. Ønsker du andre størrelser, kan du bare gøre det
- Kog sukker, vand og citronsaft op i en gryde og læg pærerne deri
- Kog pærerne næsten møre ved svag varme
- Lad pærerne køle af i lagen og kom dem derefter i plastbøtter og i fryseren