Paprikakylling i flødesauce med svampe

Jeg elsker at gå i skoven og finde svampe. Da jeg ikke er svampeekspert, holder jeg mig til kantareller og Karl Johan. Nogle år er jeg så heldig, at der er masser af svampe, og så tørrer jeg dem og gemmer til år, hvor der ikke er ret mange svampe. 

Hvis ikke man har muligheden for at gå i skoven, kan man heldigvis gå i supermarkedet. Der finder man ofte forskellige lækre svampe, eller man kan bruge de tørrede.



Ingredienser

til 4 personer

  • 4 stk kyllingebryst
  • 1 pakke bacon
  • 1 porre
  • 3 fed hvidløg
  • 200 g champignon
  • 100 g blandede friske svampe eller 25 g tørrede svampe*
  • 2 æbler
  • 4 dl madfløde 8%
  • 2-3 tsk paprika
  • 1 tsk cayennepeber
  • olivenolie
  • ris

* Hvis det er svampesæson, og du har mulighed for at gå i skoven og finde svampe, er det lækkert at bruge svampe, man selv har fundet. Du kan også bruge de forskellige svampe, du kan få i supermarkedet, eller du kan bruge tørrede kantareller og Karl Johan svampe

Sådan gør du

  1. Hvis du bruger tørrede svampe, starter du med at lægge dem i blød efter anvisningen på pakken
  2. Bland paprika og cayennepeber i en lille skål
  3. Del kyllingebrysterne i 3 stykker hver og gnid dem med paprika-cayennepeber blandingen
  4. Hak hvidløg og skær porren i ringe
  5. Skær bacon i tern
  6. Fjern kernehus fra æblerne og skær dem i tern
  7. Rens champignon og de andre svampe, hvis du bruger friske svampe og skær dem i passende stykker
  8. Rist kyllingestykkerne i olivenolien på begge sider i en sauterpande**
  9. Tilsæt bacon og rist det med til det er blevet lysebrunt. Skru ned til middelvarme og tilsæt hvidløg og porre og rist videre til porren er blevet lidt blank.
  10. Tilsæt svampene og æblestykkerne og hæld fløden over
  11. Læg låg på og lad retten simre i ca 20 min til kyllingen er mør
  12. Drys med hakket persille inden servering og server med ris og en grøn salat


** Hvis ikke du har en sauterpande kan du gøre følgende:

Følg fremgangsmåden punkt 1-7 og derefter bruge følgende:

Rist kyllingestykkerne i olivenolien på begge sider og læg dem i et ildfast fad

Rist bacon til det er blevet lysebrunt. Skru ned til middelvarme og tilsæt hvidløg og porre og rist videre til porren er blevet lidt blank.

Hæld fløden over og kog  saucen op. 

Læg svampe og æblestykker i fadet rundt om kyllingestykkerne og hæld saucen over

Dæk fadet med stanniol og sæt fadet i ovnen ved 180 grader (varmluft) og steg ca ½ time til kyllingen er mør

Drys med hakket persille inden servering og server med ris og en grøn salat