Pasta Arrabiata 

Pasta Arrabiata er en super enkel italiensk pastaret med masser af chili og tomater. På italiensk betyder arrabiata vred, og pasta arrabiata er da også en ret med masser af 'vrede'. Det er individuelt, hvor meget chili, der skal til, for at man føler rettens vrede, så brug den type og mængde chili, der passer til dine smagsløg.

Jeg bruger penne, når jeg laver retten, men alle former for pasta kan bruges.

Jeg har eksperimenteret med saucen og er kommet frem til den nedenstående opskrift, hvor jeg koger pastaen med i tomatsaucen. Det giver en meget cremet og lækker sauce.



Ingredienser

til 4 personer

  • 400 g penne

  • frisk chili efter smag, men retten skal være spicy

  • 3 fed hvidløg, finthakkede

  • 400 g hakkede tomater, fra dåse eller friske - en kombination af de to er også godt

  • 1 spsk balsamico

  • skal af en ubehandlet citron

  • 2 håndfulde frisk basilikum + 1 håndfuld skåret i strimler til serveringen

  • 6 dl vand

  • 50 g soltørrede tomater

  • 1 snackpeber

  • sort peber, friskkværnet

  • 50 g revet parmesan

Sådan gør du

  1. Hak hvidløg og chili
  2. Skær snackpeber i ringe
  3. Hvis du bruger friske tomater, skæres disse i mindre stykker
  4. Sauter hvidløg og chili  i en gryde til de tager lidt farve 
  5. Bland penne, tomater, basilikum, soltørrede tomater og vand i gryden, bring det i kog og lad det hele simre til pastaen er kogt med 'bid'.   
  6. Tilsæt balsamico og snackpeber

Server i pastatallerkner eller skåle, drys med basilikum, riv citronskal over og drys med friskkværnet peber og revet parmesan

Server en grøn salat til