Pasta og kylling i snackpebersauce

Da det var sommer, og vi havde masser af snackpeber i drivhuset, lavede jeg ofte pebercrem/-pesto. Vi har ofte talt om, at snackpeber også kunne bruges til en pastasauce, så det satte jeg mig for at prøve. Jeg købte en pose røde snackpeber, for om vinteren er drivhuset ikke lige leveringsdygtig i snackpeber. Men nu ved jeg, at vi til næste sommer skal have flere af disse lækre snackpeber i drivhuset til pastasauce - det blev nemlig en rigtig succes


Ingredienser

til 4 personer 

  • 400 g pasta (jeg bruger penne)
  • 3 stk kyllingebryst
  • 4-5 røde snackpeber
  • 2 rødløg
  • 4 fed hvidløg
  • saften af ½ citron
  • 3 spsk balsamico
  • 2 tsk tørret oregano
  • 4 dl madlavningsfløde 8%
  • salt og friskkværnet peber
  • 150 g daddel- eller cherrytomater
  • olivenolie til stegning både til grøntsager i ovnen og kylling i panden/gryden


Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
  2. Skyl snackpeber og skær dem i kvarte
  3. Pil løgene og skær dem i kvarte
  4. Pil hvidløg
  5. Put peber, løg og hvidløg i en skål og hæld 2spsk olivenolie og 3 spsk balsamico over, vend grøntsagerne rundt, fordel dem ud på en bageplade med bagepapir og giv dem 25 minutter i ovnen
  6. Imens grøntsagerne er i ovnen, koger du pastaen efter anvisning på pakken. Når de er kogt, skal du gemme 1½ dl af pastavandet til saucen
  7. Skær kyllingebryst i tynde strimler
  8. Skyl og skær tomaterne i kvarte
  9. Varm olivenolie op i en sauterpande eller gryde og rist kyllingestrimlerne ved høj varme, så de bliver gyldne på alle sider. Skru ned til middelvarme, tilsæt oregano og steg kyllingestykkerne til de er næsten gennemstegt
  10. Tilsæt tomaterne og steg et par minutter mere - skru meget ned, mens du blender grøntsagerne sammen med fløden
  11. Hæld de blendede grøntsager i panden/gryden til kylling og tomater sammen med citronsaft, pasta og det pastavand, du gemte. Start med 1 dl pastavand og tilføj så mere, hvid du vil have saucen tyndere
  12. Smag til med salt og friskkværnet peber
  13. Inden servering kan du drysse frisk basilikum, hakket persille, friskkværnet peber samt evt revet parmesan over

Server med en grøn salat evt med oliven