Denne risoni pastaret med kylling og masser af rodfrugter er nærmest en on-pot-ret, så den er nem at lave og super lækker. Den minder lidt om en risotto. De små risonipastaer ligner ris, men det skal man ikke lade sig narre af, for det er faktisk pasta, der er formet som lidt store riskorn. Man kan bruge dem i stedet for ris i risotto, og de er gode i salater og supper. De går også under navnet Orzo pasta, og jeg fandt pastaen i Kvickly. Da der er masser af grøntsager i retten, serverer jeg den blot med en grøn salat bestående udelukkende af forskellige salater og en neutral dressing (olie, æblecider eddike, salt og friskkværnet peber samt lidt friskpresset citronsaft, der passer virkelig godt til rodfrugterne). I stedet for strimlet kyllingekød, kan du bruge hakket kylling eller fx hakket oksekød. Vil du have retten vegetarisk, kan kødet skiftes ud med fx røde kidneybønner, sorte bønner eller kikærter - enten fra dåse eller tørrede
Ingredienser
Til 4 personer
- 600 - 700 g kyllingebryst
- 2 dl risonipasta
- 1 lille hvidt spidskål
- 4-5 gulerødder
- 1/3 knoldselleri
- 1 pastinak eller persillerod
- 1 løg
- 1 solo hvidløg
- 1 chili efter ønske mht styrke og størrelse - retten er ikke spicy men har et touch af chili
- 1 håndfuld persille
- 1 tsk tørret fennikelfrø
- 1 tsk stødt spidskommen
- 1 tsk paprika, ikke stærk
- 1 tsk revet muskatnød
- salt og friskkværnet peber
- 5 dl grøntsagsbouillon
- olivenolie til stegning
Til servering
- lidt hakket persille
- lidt friske urter, hvis du har det - fx merian, oregano eller hvis du har brugt en pastinak/persillerod med top, kan du bruge nogle af bladene herfra
Sådan gør du
- Pil og hak hvidløg med en kniv
- Pil løg og skær det i tynde strimler
- Fjern kerner fra chili og hak den i små stykker
- Hak persillen med en kniv
- Snit spidskål fint
- Riv gulerødder, knoldselleri og pastinak groft
- Skær kyllingebrystet i tynde strimler
- Varm lidt olie op i en sauterpande, en pande med høj kant eller en wok
- Sauter revet gulerod, knoldselleri og pastinak 1 minut
- Tilsæt snittet spidskål samt spidskommen og revet muskatnød og sauter yderligere 1 minut
- Tag grøntsagerne op på en tallerken og hæld en smule olivenolie mere i panden
- Varm panden op og rist det strimlede kyllingekød til det tager farve, skru ned for varmen og tilsæt løg, hvidløg og chili og steg 1 minut
- Tilsæt risoni/orzo pasta, bouillon, fennikelfrø og paprika og lad retten simre til kyllingen er mør og pastaen har absorberet det meste af bouillonen
- Kom de sauterede rodfrugter tilbage i panden sammen med det hakkede persille (gem lidt til pynt), smag til med salt og friskkværnet peber, vend det godt sammen og varm igennem
- Drys med urter inden servering