Pastasalat med aspargescreme
Jeg havde en bundt asparges, som var nået at blive lidt slatne. Man kan lægge dem i koldt vand, og så frisker de lidt op, men i stedet lavede jeg en lækker aspargescreme. Jeg havde i forvejen besluttet, at jeg ville lave en pastasalat til nogle tundeller (uden citrondressingen) så hvorfor ikke lave en kombi? Det gjorde jeg – en pastasalat med en creme af aspargsene. Jeg kom lidt stegt bacon i, da det smager fantastisk sammen med pasta. Vi har en kæmpe lang bøgehæk, hvilket er herligt, da man kan bruge de små, nye bøgeblade i salater – knapt så godt, når hækken skal klippes. Jeg valgte som sagt at servere pastasalaten til tundeller, men den fungerer også super fint som frokostret, evt med lidt lækkert brød til eller til grill
Ingredienser
Til 4 personer som tilbehør eller som frokostret
Aspargescreme
- 1 bundt asparges, ca 18 stk
- 1 lille solo hvidløg eller 3 almindelige fed hvidløg, pillet og skåret i mindre stykker
- 2 dl græsk yoghurt, 2%
- 1 tsk dijonsennep
- 2 spsk friskpresset citronsaft
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk frisk timian, finthakket, kan erstattes af tørret timian
- 1 spsk frisk basilikum, finthakket
- salt og friskkværner peber
- 200 g pasta, fx skruer eller penne
- 1 hjertesalat
- 1 håndfuld ruccola, salatmix eller små, nye bøgeblade – jeg blandede ruccola og bøgeblade
- 100 g bacon
- 8 stk radisser
- 100 g friskrevet eller små flager Prima Donna eller parmesan
Pynt
- lidt basilikum eller små, nye bøgeblade, hvis du har den mulighed
Sådan gør du
- Skyl asparges og knæk den nederste del af. Skær hovederne af og læg dem til side og skær resten i mundrette stykker. Læg aspargesstykkerne i kogende vand i 3 minutter, si vandet fra og kom stykkerne i en blender
- Kom hvidløg, citronsaft, dijonsennep, yoghurt, olie og krydderurter i blenderen og blend det hele til en ensartet creme. Smag til med salt og peber.
- Kog pastaen efter anvisning på pakken, hæld dem i en si og skyl med koldt vand, så de ikke klistrer sammen.
- Risk bacon sprødt på en pande uden fedtstof
- Pluk hjertesalaten i store stykker og bland den med ruccolaen
- Skyl radisser, skær dem i tynde skiver og bland dem i salaten
- Bland pastaen med aspargescremen og anret sammen med salat, aspargeshovederne og bacon knækket i mindre stykker
- Drys med friskrevet eller små flager Prima Donna/parmesan og evt lidt frisk, hakket basilikum eller bøgeblade