Man bruger næsten altid kyllingebryst i strimler, i tern, i hele eller halve, så jeg tænkte at der også måtte være andre muligheder. Hvad kan man ellers gøre med kød? Og selvfølgelig - 'pulled pork', så hvorfor ikke 'pulled chicken'?
Jeg brugte straw mushrooms i retten - en pudsig svamp, der ikke er særlig kendt udenfor asien, hvor den bla dyrkes på strårester af forskellig art. Udenfor asien kan man få svampen på dåse eller i tørret form. Jeg finder dem på dåse i thaisupermarkeder/asiatiske supermarkeder. Hvis ikke, du kan finde svampene, så brug champignon i stedet. Der skal tre typer svampe i denne ret, så hvide og brune champignon samt en type svamp mere (frisk eller tørret) er rigtig fint. Jeg brugte tørrede sorte tragtkantareller.
Pulled chicken kan anbefales - det var faktisk en god ide, retten er nem at lave og den blev spist til sidste lille trævl
Ingredienser
til 4 personer - hvis du vil bruge retten sammen med 3-4 andre thairetter, kan du halvere mængden
- 3 stk kyllingebryst
 - 2 tsk finthakket hvidløg
 - 2 spsk finthakket ingefær
 - 125 g hvide champignon
 - 1 ds straw mushrooms eller 125 g brune champignon
 - 125 g tørrede svampe eller andre friske svampe
 - 1 porre
 - 50 g sukkerærter
 - 1-2 tsk grøn karrypasta, afhængig af hvor stærk din karrypasta er
 - 5 spsk soyasauce
 - 1 tsk palmesukker - rørsukker eller almindelig sukker kan bruges
 - frisk koriander eller persille til pynt
 - olie til stegning
 
Sådan gør du
- Hvis du bruger tørrede svampe, starter du med at udbløde disse efter anvisning på pakken
 - Rens de friske svampe. Hvis de hvide champignon er så små, at de kan være hele, er det fint - ellers skær dem i kvarter
 - Hvis du har straw mushrooms: si vandet fra og skær dem i halve. Hvis du bruger brune champignon, skæres de i skiver
 - De tørrede svampe eller andre friske svampe skærer du i passende stykker, afhængigt af hvilke svampe du bruger
 - Hak hvidløg og ingefær og skær porren i tynde ringe
 - Skyl sukkerærterne og flæk dem på langs
 - Opvarm olie på en pande eller i en gryde og steg kyllingebrysterne heri til de er lysebrune og gennemstegte
 - Tag kyllingestykkerne op af pande/gryde. Hvis der er meget olie tilbage, hældes noget af det fra og resten bruges til at stege videre i
 - Rist porre, hvidløg og ingefær til porren er blevet blank, ca 1-2 minutter
 - Tilsæt svampene (ikke straw mushrooms, hvis du bruger dem) og steg videre 2 minutter
 - Tilsæt karrypasta, soya og sukker og steg 1 minut
 - Pluk kyllingebrysterne fra hinanden i trævler med 2 gafler
 - Tilsæt 'det plukkede' kyllingbryst, bland det hele godt og tilsæt her evt straw mushrooms Varm retten igennem. Hvis retten er blevet for spicy, kan du tilsætte lidt mere sukker
 - Server med nudler - æggenudler er bedst til denne ret - og drys med frisk koriander eller persille
 



